April 2013

Juni 2013

August 2013

Oktober 2013

December 2013

Marts 2014

April 2014

Juni 2014

September 2014

December 2014

Marts 2015

Juni 2015

Oktober 2015

December 2015

Marts 2016

Juni 2016

September 2016

December 2016

Marts 2017

Juni 2017

Oktober 2017

December 2017

Henrik Døcker anmelder

 

Fra soldatertrøje til jakkesæt


mission_afghanistan_fra_soldat_til_diplomat-marcus_knuth-26618387-637084227-frntlMarcus Knuth: Soldat og diplomat - mine tre år i Afghanistan, 251 sider, Gyldendal.

 

Er der ikke direkte krig i Afghanistan, så er der en nærmest konstant ufredelighed, som omverdenen bliver nødt til at forholde sig til. Et særligt indblik i denne verden af kulturkløfter giver Marcus Knuths bog, der skildrer en ung økonoms militære afbræk i sin karriere, et afbræk, der på en usædvanlig måde bragte ham ind i diplomatiet!

Den nu 38-årige Knuth var som økonom ansat i den prestigefyldte bank Lehman Brothers' London-afdeling indtil 2007, eller til kort før investeringsbanken simpelthen krakkede. Som reserveofficer faldt det ham så ind helt at skifte spor - og tilmed tage et job i den meget udsatte Helmand-provins i Afghanistan. Skønt i uniform - som kaptajn af reserven - kan man vel godt sige for at gøre en indsats for freden, dvs. for sikring af fredelige tilstande i Afghanistan.

 

Moderne tiders udsendte "fredssoldater" kan sige at have opgaver, som ligger en del uden for, hvad en traditionel krig indebærer. Et eksempel herpå er de kontakter, soldaterne skal optage med landsbyboere, hvis loyalitet mildest talt kan være svingende. Knuth beretter om, hvordan et projekt for disse underprivilegerede landsbyboere skød op. Næsten som en hyggelig historie.

Med en lettere omskrivning af Knuth's tekst: "Der var engang en dreng, der havde været så heldig at komme i skole, han havde arvet nogle slidte bøger og lærte det elementære: At læse og skrive, ja såmænd også lidt engelsk. En dag mødte han en fremmed soldat. Soldaten blev grebet af drengens iver efter at lære mere, da denne rent ud spurgte, om soldaten ville hjælpe med til at få rejst en skole ude på landet".

Soldaten var Knuth, som med ansvar for en militær enhed havde magt til at indkalde en såkaldt shura, dvs. folkeforsamling, et møde af indflydelsesrige landsbyboere. Og de var godt nok alle begejstrede for, at de fremmede (altså soldaterne) ville medvirke til at få bygget en landsbyskole. "Men kun for drenge", råbte en af gamlingene. Og Knuth tænkte: Det var to skidt frem og ét tilbage".

Hvis der blev åbnet en blandet skole, ville det kun være et spørgsmål om tid, før Taliban ville sprænge den i luften. Enden blev en drengeskole med et valgt løfte fra landsbyboerne om at der måske kunne optages piger nogle år senere, når der var faldet mere ro over området. Skolen kom op at stå i det område, der hedder Sandford, hvor Knuths militærlejr lå. Senere hørte han, at sikkerhedssituationen dér var blevet dårligere, og at man overvejede at lukke skolen af frygt for Taliban!

Efter godt et års tid var Knuths militære ophold i Afghanistan slut. Han modtog da tilbud om, som udsendt fra et danske udenrigsministerium, at lede koordineringen af udviklingsbistanden i den sydlige del af landet og siden hen af de fremmede ambassaders samarbejde med at opbygge en pålidelig politistyrke i Afghanistan, mildest talt en gigantisk opgave i betragtning af de allestedsnærværende stammeloyaliteter.

Mange stater giver deres politifolk en særdeles sparsom uddannelse, undertiden er der flydende grænser mellem militær og politi, ofte er politifolk svært underbetalte. Meget af dette genkendes i Afghanistan, hvor NATO så trådte til med en basisuddannelse for politiet, indførelse af elektronisk lønoverførsel, så der ikke kunne svindles med den. Et voldsomt handicap har været at store dele af Afghanistans hær og politi var befolket af analfabeter.

Knuth giver en livfuld beskrivelse af de mange kulturforskelle og de udfordringer, veluddannede vesterlændinge er blevet konfronteret med her. Trods den ildsjældsmentalitet, der besad og besidder ham, så var hans udsendelse til ét af verdens farligste og mindst sammenkittede nation klart nok præget af mange afsavn, herunder til et ganske normalt privatliv. Hans fortælling levendegøres ved, at han ærligt beretter både om savnet af en fast partner, og om de farefulde situationer, så som et trafikuheld.

Netop trafikken frembyder mange farer, fordi man i dette land kører uhæmmet med stor risiko for medtrafikanter. Så er det om at holde hovedet koldt, hvis en sammenstimlet menneskemængde bliver aggressiv. Knuth har utvivlsomt en væsentlig "bagage" i sine erfaringer som problemknuser i dette fattige land til sin nuværende stilling som seniorrådgiver i Udenrigsministeriet.

 

Den skrivende skarpskytte - Lars R. Møller

h9788711359464Lars R. Møller: Tak for turen, 585 sider, Lindhardt og Ringhof.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

h9788711353547Lars R. Møller: Snigskytter, 373 sider, Lindhardt og Ringhof.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blandt danske officerer indtager Lars R. Møller noget af en særstilling. Ikke alene har haft en glimrende karriere som linjeofficer - sluttende med at være Forsvarskommandoens chef for Danmarks internationale operationer - men han har også vist kritisk mod over for de militære autoriteter og skrevet en hel stribe bøger.

I erindringsbogen Tak for turen tager han læseren med rundt til de talrige tjenestesteder, han har haft, og leverer, rask for usødet, som han har for vane, sine friske kommentarer hertil. Et sejlivet frilufts- og sportsmenneske med trang til at sætte tingene på plads og - trods den militære  'spændetrøje' - et forbløffende frisprog.

Møller navn blev nok første gang slået fast i en bredere offentlighed, da han gav ordre til, at der skulle skydes med skarpt i Bosnien, hvortil han selv var udsendt. Man kan vel sige, at han eksemplificerede det gamle ord, at med ondt skal ondt fordrives. Eller sagt på en anden måde, at FN's fredsbevarende styrker - udsendt til de mest forskelligartede uro- og borgerkrigshærgede stater - undertiden må glide over i det fredsstiftende, dvs. tage våben i brug.

Nu er det kun frivillige, der som soldater deltager i disse operationer: Det beror på en folketingsbeslutning. Mens en del danskere fandt dette fair, så var det iflg. Møller "fejt, at lægge ansvaret for dansk udenrigspolitik ud på den enkelte soldat", det var "nedrigt og ansvarsløst".  I alt kom knap 10.000 danske soldater til at gøre tjeneste på Balkan i årene 1991-95. Med stort besvær, dvs. trods modstand fra "bagstæberiske officerer, medløbere og eksperter", men takket være en indsats fra daværende forsvarsminister Hans Hækkerup og forsvarschef Jørgen Lyng lykkedes det at få danske kampvogne introduceret i Bosnien. Det hele havde intet med fredsbevarende operationer at gøre - det mindede om krig, som bogen noterer sig.

Møller har vekslet mellem geleddet, stabene, international militærplanlæægning, stabskurser mv. og har derfor forudsætninger for at kommentere et meget vidt spektrum af militære og politiske emner. Han er konkret og vidende og tilføjer personlige sløjfer. Nok tager han mange strabadser med og gør en dyd af at tilbringe en rum tid med "svendene", som hans kalder det militære mandskab, men missionerne kan også blive for spartanske, finder han - som fx når man er "på tur" med daværende forsvarschef Knud Bartels: Ham giver han ikke meget for, selv om han respekterer ham. Med Forsvarsministeriets civile bureaukrater har han også taget mangen tørn, selv om klart anerkender den nødvendige juridiske og økonomiske ekspertise, de byder på.

Det svirrer med navne på militærpersoner, steder, våbentyper og funktioner - omtrent intet synes for småt eller for stort til at blive nævnt ved rette navn. Civilpersoner véd som regel håbløst lidt om detaljerne i denne verden, men hos Lars R. Møller kan man blive klogere! Ikke mindst om, hvad militær planlægning angår: Som eksempel nævner han forsyningerne til en division på 21.000 mand!  Herunder fx benzin og diesel til en panserbataljon, som i standardformation fylder 28 km. fa forreste til bageste køretøj.

Som deltager i FN's Senior Management Seminarer kom han til at møde officerer fra en lang række lande til inspirerende møder, hvor afværgeforanstaltninger ved angreb på en tænkt land blev gennemgået i detaljer. Under alle sine skiftende jobs i forsvaret har Møller holdt foredrag og deltaget i debatter. At det vakte anstød hos mere konventionelt indstillede militærtyper, kunne ikke undre. Men Møller forstod at sno sig - efter en snak med forsvarschefen.

Er Møller nok så meget 'barsk kriger', så har han i sjælden grad været solidarisk med sine "svende".

Hele bogen igennem sørger han omhyggeligt for at få nævnt hver og én af de soldater, som satte livet til i Irak og Afghanistan. Den blodige alvor, disse danske militærengagementer, har indebåret, går som en rød tråd gennem Møllers mange beretninger. Selvfølgelig har det også berørt ham smerteligt, at Forsvarskommandoen planlægges lagt ind under Forsvarsministeriet.

Den stribe celebre sager, som det danske forsvar har været belastet af: "Papkasse-sagen" (om de vekslende tal på antallet af tilbageholdte irakere), Jægerbog-sagen (om den tidligere jægersoldats militære oplevelser i Afghanistan), "Lækage-sagen" (om den utidige afsløring af, at jægersoldater skulle til Afghanistan) osv. har han også meninger om. Man fornemmer, at han ind imellem gør holdt, lige før han tager bladet helt fra munden. Men han har sine teorier om, hvordan nogle af disse sager måske blev "plantet" for at berede vejen for politiske indgreb over for forsvaret.

Det undrer mig, at han benytter ordet kampagne om forskellige danske militære indsatser i det fremmede. Når der nu menes felttog. De fleste danske opfatter kampagner som noget ganske fredeligt nu om dage. Sammenfattende er det en uhyre væsentlig bog, spækket med nyttig viden, sprudlende af selvoplevelse, forfriskende ved de mange modige meninger. Og pyntet med humor og selverkendelse.

***

Oberst Møller demonstrerer en imponerende militærhistorisk viden i sin store bog om snigskytter. En sådan bog er der behov for, eftersom begrebet - som forfatteren bemærker - "blandt ikke-fagfolk er blevet så udvandet, at enhver med et gevær og et kikkertsigte benævnes en snigskytte". Selv Wikipedia "vrøvler rundt i definitionerne" ved at betegne en snigskytte som en kriminel præcisionsskytte, der skyder mod civile.

Den amerikanske hærs uddannelsescenter i Fort Benning i Georgia taler om en militær snigskytte som en veluddannet, professionel kriger. En anden bredere dækkende definition er enhver individuel skytte, som skyder fra skjul. Møller har valgt at tilslutte den engelsk-sprogede verdens definition af en snigskytte (eng. Sniper), som en finskytte eller specialskytte, uanset om disse skytter tilhører fjenden eller egne styrker. De to betegnelser sigter til, om skytten indsættes selvstændigt eller ikke.

Bogen tager hele det store historiske tilbageblik på våbentypernes teknologiske udvikling fra omkr. år 1000 til vore dage. Det vrimler med årstal og præcise målangivelser på våbnenes enkelte bestanddele, ja sågar beretninger om navngivne krigeres indsats. Her skal blot anføres enkelt udpluk til at illustrere udviklingen: Så som at tyrkerne anvendte bueskytter helt til 1605, før skydevåben tog over, at skydevåben i det hele taget først blev almindelig anvendt omkr. 1620, eller at den romerske kirke opfordrede sine menigheder til at danne skydeklubber, for at kunne forsvare sig mod tyrkerne.

Men for nu at nærme os bogens tema: under den fransk-tyske krige 1870-71 udspilledes den første skarpskytteduel i Europa, da en preussisk enhed blev beskudt fra en ejendom lige uden for Paris. Det er vel også interessant at få at vide, at khaki-uniformen opstod hos de britiske koloniherrer i Indien, så fjenden havde sværere ved at få øje på ens egen soldater. Ordet khak betyder på persisk støv og på urdu støvfarvet. Men denne (kedelige) farve havde svært ved at slå igennem: Først under boerkrigen i Sydafrika (1899-1902) gik den britiske hær væk fra røde uniformer. Det var først under 1. Verdenskrig, at snigskyttebegrebet blev en del af det almindelige ordforråd. Efter alt at dømme var det britiske officerer, som have forrettet tjeneste i Indien, der bragte det med til Frankrig.

Pressen opfattede snigskytten som en morder, der kæmpede unfair. Gradvis ændrede opfattelsen sig, ikke mindst efter at der i visse lande endog dannedes særlige snigskyttekompagnier. Under 2. Verdenskrig indløb der beretninger om, hvor mange fjendtlige soldater en snigskytte havde nedlagt.

Møller nævner navne på flere finske af slagsen, som gjorde det af med 400-500 russiske soldater. Da japanerne angreb Pearl Harbor i december 1941, gik USA ind i krigen uden snigskytter, og da træning af sådanne endelig gik i gang et par år senere, var kravene lave: At ramme en mand på 200 meters afstand.

Så kom kikkertsigterne og lyddæmperne frem, og siden hen lykkedes det at bekæmpe mål på helt op til 2000 meters afstand. Men under kampene i det tidligere Jugoslavien blev snigskytter, som Møller bemærker, associeret med forbrydere, fordi mange uskyldige i Sarajevo blev ofre for deres beskydning. Men snigskytter blev også anvendt på ordinære måde under kampene. Under Vietnamkrigen udvikledes geværer med stor kalibre, og siden hen rettedes disse også mod fly, missilaffyringsramper og let pansrede køretøjer. Med et projektil til 4,8 $ kunne en snigskytte ødelægge et fly til 27 mio. $ på afstande væsentlig under 1000 meter.

De første danske skarpskytter blev introduceret i slutningen af 1700-tallet ved oprettelsen af jægerkorpset. Nyeste tids erfaringer med disse skytter stammer naturligt nok fra Afghanistan. Soldaterne her har opereret under et direktiv, som kun tillader dem at åbne ild, hvis fjenden skyder først. Der er dog den undtagelse, at de må skyde først, hvis der er "positiv identifikation" af fjenden, men skydetilladelsen skal være autoriseret højt oppe i det militære hierarki og bruges normalt kun i større offensive operationer.

Problemet er at sagsbehandlingen ofte kunne tage op til en hel time, hvad der har forekommet unødigt begrænsende, hvis soldaterne fx har opdaget, at fjenden nedgraver vejsidebomber. Målet var for længst forsvundet, når tilladelsen endelig blev givet. De sidste danske snigskytter i Afghanistan blev trukket ud i august 2013.

Også denne bog er spækket med historisk og militært materiale, så det næsten svimler for læseren. De nærmere mål for enkelte former for våben henvender sig nok kun til særligt militært interesserede læsere.  Men de mange "stationer" i den teknologiske udvikling er interessante også for den almindelig historisk disponerede. Den samlede informationsmængde er overvældende.

 

Ofte svært at skelne mellem civilbefolkning og kombattanter i krig

80140100008310LHelen M. Kinsella: The image before the Weapon, 260 sider, Cornell University Press, London.

 

Det er blevet vanskeligere at skelne mellem civile og såkaldte kombattanter i moderne krigsførelse. I den almindelige folkebevidsthed har der formentlig altid været en opfattelse af, at der gjaldt andre regler for soldater end for civilister - så simpelt som det er, at drab blandt civile er forbudt i almindelighed og straffes strengt, mens soldater er uddannet til om nødvendigt at dræbe. Under nutidens mange borgerkrige er det blevet nødvendigt med en udvidelse af kombattant-begrebet, eftersom mange deltagere i borgerkrige ikke bærer uniform. Helen M. Kinsella vil dog med denne bog ikke blot beskrive disse definitionsproblemer, men foretage et grundigere historisk studie mellem den forskellige position, civilisten og kombattanten har haft helt siden middelalderen.

Forfatteren er lektor i statskundskab ved Universitetet i Wisconsin-Madison og anskuer temaet overvejende historisk, dvs. ikke folkeretligt. Selv om hun jævnlig refererer til aktuelle krigssituationer (fx Afghanistan og Irak) er hun dog bestandig tynget af den tunge historiske bagage, hun bærer på. Med en udpræget akademisk attitude og tendens til konkrete referencer springer hun rundt i tid og sted, noget som på ingen måde gør det let for læseren. Megen gedigen viden kan hentes i bogen, men udpræget pædagogisk kan man på ingen måde kalde fremstillingen.

Udtrykket humanitær folkeret benyttes eksempelvis før, end det er nærmere beskrevet og defineret, selv om det må siges at være det helt centrale samlebegreb for bogens tema. Det er nemlig i denne form for folkeret, ofte også kaldet krigens folkeret, at regler om beskyttelse af civilbefolkningen i krig findes. Ej heller introduceres læseren rigtig forståeligt for Den Internationale Røde Kors Komité, som immervæk er det organ - uden for FN-familien - som autoritativt fastslår, hvornår der fx foreligger en borgerkrig. Det er som bekendt den slags krige, der er flest af i moderne tid. Og det er i en tillægsprotokol til 1949-Genevekonventionerne om krigsførelse, krigsfanger mv., at beskyttelsen af civile i borgerkrige i 1977 kom med i den humanitære folkeret - noget forfatteren heller ikke finder grund til at fremhæve.

Men lad os da - med forfatteren - begynde et andet sted, nemlig med begrebet immunitet. Altså dette at være undtaget for retsforfølgelse, sådan som den dræbende kriger i modsætning til civilisten nødvendigvis må være. Hos oldtidskirkefaderen Augustin (5 årh.) og Thomas Aquinas (13. årh.) hentede kristendommen inspiration til begrebet retfærdig krig og visse løsere formuleringer, som underforstod, at krigen fandt sted "i Guds navn". Mere spændende bliver det, når forfatteren opholder sig ved begrebet at civilisere, for det var dette, som mere eller mindre kunne retfærdiggøre visse krige. Civilisation kom i det 18. årh. til dels at dække 1) en lov, en juridisk afgørelse eller en dom, som anerkendte noget, som gav det et - om man så må sige - juridisk blåt stempel, dels 2) karakteriserede noget som absolut modsætning til barbari eller vild naturtilstand.

Var middelalderens krige uden finere fornemmelser over for fjenden og hans gods, så udvikledes dog efterhånden visse normer, som tjente til at skåne fjendens kvinder og børn ud fra den tanke, at de altid var uden for aktiv krigsdeltagelse, senere tider kaldte sådanne non-kombattanter hors de combat. Forf. benytter eksempler fra Algeriets befrielseskamp fra kolonimagten Frankrig 1958-62 til at illustrere, hvordan national vækkelse og afkolonisering blev nærmere identificeret og forstået. FN-erklæringen om uafhængighed til kolonistaterne og deres befolkninger fra 1960 skyldtes i stor udstrækning den algeriske bevægelse FLN. Hermed blev retten til national selvbestemmelse for alvor et FN-anliggende.

Frankrig for frem med stor voldsomhed mod algerierne, "alle algeriere var under mistanke" [om at være oprørere.red.]. En parallel til den amerikanske præsident Bush's "krig mod terror" ("alle, der ikke er for, er imod") forekommer mig lidt overfladisk. Vigtigt var det, at FLN ved sin støtte til udviklingen af den humanitære folkeret (udtrykket var formuleret af den schweiziske Røde Kors-jurist Jean Pictet) fik nationale befrielseskampe retfærdiggjort internationalt. På side 143 fortælles så, hvordan man skelner en kombattant fra en civilist. Kombattanter behøver ikke mere at bære deres våben åbent med mindre de er i militær aktion. Man spørger sig selv, hvordan en kombattant, over for en fjende, som måtte have taget kombattanten til fange, kan bevise at være kombattant? Nuvel, der er, så vidt jeg kan se, ingen fordel ved at definere sig som kombattant i denne situation. Fremstillingen ville have vundet ved, at der var bragt eksempler fra nutidige krige, hvor betydningen af at være hhv. kombattant og non-kombattant var illustreret.

Under borgerkrigen i Guatemala 1975-82 tilsidesattes alle internationale regler, Den internationale Røde Kors Komité (ICRC) blev fx nægtet indrejse i landet. I El Salvador (1978-83) fik komiteen adgang med kontakt til både oprørsstyrker og regeringshæren. Blodig undertrykkelse og fordrivelse af over en fjerdedel af befolkningen i hvert land var konsekvensen af de langvarige indre opgør. Men det var altså kun i El Salvador, at Geneve-konventionerne og ICRC fik nogen betydning.

Hvem der afgør, om der foreligger en krigstilstand er ikke fastslået i nogen almen traktat. Forf. mener, at det er den eller de krigsførende stater, og at ICRC ikke offentliggør sin mening. Det var dog ikke tilfældet med den syriske borgerkrig, der først generelt i offentligheden karakteriseredes som sådan, da ICRC erklærede den som sådan - med de retsvirkninger fx vdr. tilbageholdelse af personer, som så - i kraft af den humanitære folkeret - trådte i kraft.

 

 

 

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail fnforbundet@fnforbundet.dk