April 2013

Juni 2013

August 2013

Oktober 2013

December 2013

Marts 2014

April 2014

Juni 2014

September 2014

December 2014

Marts 2015

Juni 2015

Oktober 2015

December 2015

Marts 2016

Juni 2016

September 2016

December 2016

Marts 2017

Juni 2017

Oktober 2017

December 2017

Henrik Døcker anmelder

 


Tortur - noget dagligdags og samtidig ufatteligt


folter_die_alltaeglichkeit_des_unfassbarenManfred Nowak: Folter - Die Alltäglichkeit des Unfassbaren, 239 sider, Verlag Kremayr & Scherlau, Wien

 

Den østrigske juraprofessor Manfred Nowak var 1996-2003 FN's særlige torturrapportør, og det er hans erfaringer herfra, han har nedfældet i denne væsentlige bog. Han har haft en heldig hånd til at beskrive mange af de grufuldheder, der daglig nedkaldes over mennesker i et flertal af verdens torturudøvende lande (112  efter Amnesty International's seneste statistik) - men rigtig forstå torturens uvæsen kan man efter hans mening ikke, hvis man ikke har oplevet den.

 

FN begyndte i 1980'erne at have særlige rapportører, først vedrørende stater med udpræget grove menneskeretskrænkelser, siden hen de såkaldte 'tematiske rapportører', fx om 'forsvindinger', vold mod kvinder, vilkårlige henrettelser og fra 1985 også om tortur.

 

Tortur-rapportøren og hans lille hold på ca. fem personer besøger kun lande, som har erklæret sig villige til at modtage ham/hende under den udtrykkelige forudsætning, at alle politistationer, fængsler og forvaringssteder kan besøges uden forudgående meddelelse. Rapportøren skal derudover have lejlighed til at føre fortrolige samtaler med de indsatte, han/hun ønsker.

 

Nowak har vist at sætte sig i respekt over for adskillige genstridige politi- og fængselsinspektører, som har villet begrænse adgangen til de ofte rædselsfulde forhold, under hvilke fangerne har levet.

 

Som han skriver, er dette arbejde ofte at sammenligne med katten efter musen - der skal trues og lokkes, for ikke sjældent opfattes en højtstående FN-rapportør som en pestilens. Ja, der fordres hyppigt direkte "is i maven" for at skaffe sig adgang og oplysninger, politi og militær optræder ind imellem truende, fremgår det af Nowaks bog.

 

Blandt de 18 stater, som beskrives, var tilstandene i Ækvatorial Guinea nok de værste. Fordi Nowak havde haft kontakt med den ene person, som 'udgjorde' oppositionen mod regeringspartiet, mødte han talrige vanskeligheder og en yderst kølig atmosfære under et møde med en stribe vigtige ministre. Såvel politiske fanger som kriminelle blev her systematisk torteret, men trods vanskelighederne lykkedes det Nowak at fotografere nogle af torturinstrumenterne (fx et batteri med kabler til elektro-tortur).

I Nigeria havde han held til at komme ind i nogle af de stærkt overfyldte, stinkende celler med varetægtsfanger, der havde siddet dér i op til to år. Over 100 fanger led her ubeskriveligt af sygdomme efter tortur eller som følge af fastgørelse (fiksering) til stolper. Enkelte havde sågar rådne legemsdele, og nogle måtte senere have disse amputeret. Her som i flere andre besøgte lande lykkedes det Nowak ved appeller til den politiske ledelse i et vist omfang at få mildnet den rå behandling, enkelte steder endog lukket visse fængselsafsnit og indledt disciplinærundersøgelser af torturbødler.

 

Det er ingenlunde kun politiske fanger, der bliver torteret. Nej, flertallet af de torterede er ganske almindelige mennesker, hvoraf de fleste kun har begået mindre lovovertrædelser - om overhovedet nogen. Torturen benyttes rask væk som middel til at afpresse offeret en tilståelse. Er man først så uheldig at være blevet anholdt, ja, så er man i mange lande halvt dømt. Den såkaldte uskyldsformodning - den væsentlige menneskerettighed at blive anset som uskyldig indtil man er dømt - er i næsten alle lande en ren illusion.

 

Midt i al den gru og menneskelige nedværdigelse, som Nowak skulle møde, var det, som han beretter, stærkt oplivende at besøge Danmark. Uden nogen form for tortur har landet endog udviklet hvad han kalder en 'menneskeretskultur' hos politiet og i fængselsvæsenet. Men det mest usædvanlige ved vores land er iflg. Nowak lige godt de kønsblandede fængsler.

 

Det er ganske overvejende fattige mennesker, der udsættes for tortur, mere velstående folk kan enten bestikke politi og fængselspersonale eller hurtigt skaffe sig en kaution, så de slipper ud.

 

Torturen udfoldes bl.a. ved ophængning af ofrene, slag under fodsålerne, voldtægt, eller næsten-kvælning ved fx at få en plasticpose ned over hovedet, ved ekstrem varme eller kulde eller regulær udsultning.

 

I betragtning af at det gennem en 50-årig periode er lykkedes at reducere antallet af stater, som benytter dødsstraf, mener Nowak, at kampen modtortur ingenlunde må betragtes som håbløs. Han opererer med den idé, at enkeltstaterne bør have særlige organer, hvortil indsatte kan klage, hvis de er blevet underkastet tortur. Der findes da nationale klageorganer fx for mistanke om korruption i visse lande, argumenterer han. Så hvorfor ikke også om tortur? Den europæiske Menneskerettighedsdomstol har for resten også henvist de enkelte Europarådsstater til at oprette nationale klageorganer, således at Strasbourg-systemet kan aflastes.

Nowak er fascineret af hvad han kalder "det danske normalitetsprincip", efter hvilket indsatte betegnes som 'klienter' og hovedideen er, at fanger ikke skal have det så dårligt som muligt. Man skal væk fra det amerikanske gengældelsesprincip ved strafudmåling. Desværre har det første årti i det 21. århundrede været spildt, mener Nowak. Terrorudåden 11. september 2001 førte til Bush-regeringens 'krig mod terror', som slog mange retsprincipper omkuld. Kloge ord fra en erfaren mand med hjertet på det rette sted.

 

Madeleine Albright ser tilbage: Tjekkernes triste nutidshistorie


Vinter i Prag_HR endeligMadeleine Albright: Vinter i Prag, 489 sider, Gads Forlag.

 

En del læsere vil mindes Madeleine Albrights glimrende erindringsbog om hendes tid som amerikansk udenrigsminister: Madame Secretary. Nu har den driftige dame, i dag amerikansk statsborger, på fængslende vis delagtiggjort os i andre former for erindringer, nemlig om hendes barndom og ungdom, da hun var borger i det daværende Tjekkoslovakiet. Der var i sandhed "vinter" over den tjekkiske hovedstad, nærmere bestemt en tung, mørk skæbne over den periode, hun her beskriver: 1937-48: Først tysk besættelse og siden hen iværksættelsen af det kommunistiske diktatur.

 

Historien er velkendt: Nazi-Tysklands indledningsvise anneksion af den overvejende tysk beboede del af Tjekkoslovakiet kaldet Sudeterlandet, den pronazistiske lokalleder Konrad Henleins samspil med tyskerne og Tysklands påfølgende erobring af hele landet, præsident Benes' flugt til Storbritannien og oprettelsen af den tjekkiske eksilregering dér. Albright var som diplomatbarn heldig selv med sine forældre at tilbringe hele krigen i London. Qua sin senere uddannelse som politolog er hun en yderst kvalificeret krønikeskriver.

 

Allerede da hendes oprindelige hjemland var en del af Østrig-Ungarn (indtil 1918) var der megen økonomisk fremdrift i landet, det var tidligt med i den industrielle revolution og havde, som hun skriver, "førertrøjen på, når det gjaldt togdrift, kulminer, jern- og stålproduktion, kemikalier, tekstiler, våben og industrimaskiner". Det var også det eneste land i Centraleuropa, der havde et demokratisk tilsnit, først med Thomas Masaryk som præsident, siden Eduoard Benes.

 

Det var ikke helt enkelt at etablere en eksilregering, tyskerne var på stikkerne og ville. som den stat, der reelt havde taget magten i Tjekkoslovakiet, også officielt repræsentere den over for andre lande. De diplomater, der havde tilbøjelighed til at lade for megen formal-jura spille ind her, måtte bøje sig for menneskelige og andre hensyn: Der kunne naturligvis ikke være tale om at deportere tjekker, selv om de var indrejst på gyldige tjekkiske pas - de betegnedes hurtigt som statsløse.

 

Efter Tysklands nederlag kom et opgør med sudertyskerne og de tjekkiske tysker-medløbere i det  hele taget. Albrights fremstilling er måske her knap så overskuelig, men det, der siden blev kendt som Benes-dekreterne vedrørende Suderterlandet, indebar bl.a. konfiskation af tre mio. hektar landbrugsjord, tilhørende 270.000 landbrug. I alt 1,2 mio. mennesker blev deporteret til den amerikanske besættelseszone i Tyskland, 630.000 til den sovjetiske zone. Sudetertyskerne selv hævdede, at de intet kendte til de nazistiske grusomheder, torturen, dødslejrene.

 

Det Tjekkoslovakiet, som i Folkeforbundstiden (mellemkrigsårene) havde været blandt de varmeste tilhængere af mindretalsrettigheder, sågar med Benes' personlige medvirken, afviste at gå meget i detaljer om rimeligheden af massedeportationer af sudetere efter krigen. Den senere præsident Vaclav Havel blev upopulær, da han i en tale i 1992 prægnant fastslog, at den voldens og ondskabens syge, som spredtes af nazismen, i sidste ende også ramte dens ofre - ved at acceptere et folks kollektivskyld - i stedet for at straffe individer valgte tjekkerne kollektiv hævn.

 

De store linjer trækker Albright op på denne måde: Det tjekkoslovakiske demokrati døde ved München-forliget (mellem England-Frankrig og Tyskland) i München 1938, det genopstod da Benes fra London vendte tilbage til Prag, for så tre år senere (ved det kommunistiske kup i 1948) at blive genbegravet. Albrights far var en kortere periode diplomat i efterkrigstidens Jugoslavien, men ragede uklar med det nye, kommunistiske styre i Prag.

 

Det blev så indledningen til familiens andet eksil: I USA, hvor faderen blev professor i historie, og hvor datteren, Madeleine, fik en solid uddannelse og et politiske engagement, der bragte hende vidt i sit andet nye hjemland. Så vidt, mener nogle, at hun kunne være blevet amerikansk præsident, om hun ikke lige akkurat var født i - Tjekkoslovakiet.

 

To bøger om Aung San Suu Kyi - symbol på et nyt og friere Myanmar

 

aung_san_suu_kyi-21414767-frntlJesper Bengtsson: Aung San Suu Kyi - En kamp for frihed, 256 sider, Turbulenz

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

fra_burma_til_myanmar-20987688-frntlMette Holm  & Mogens Lykketoft: Burma Myanmar - fortællinger fra et land i forandring, 199 sider, Peoples' Press

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi kender hende alle sammen, den slanke, yndefulde kvinde med den stærke karakter: Aung San Suu Kyi, men det er fint at få hendes levnedsløb rullet op sammen med det her i landet ikke voldsomt kendte Myanmar, som Burma har heddet siden 1989. Begge disse bøger har journalister som hovedforfattere: Svenskeren Jesper Bengtsson er redaktør af tidsskriftet "OmVärlden", der udgives af SIDA - det svenske modstykke til vores Danida, Mette Holm arbejder bl.a. for DR-radioprogrammet Orientering og har fået bistand til sin bog af sin politikermand Mogens Lykketoft.

 

Det kan ikke undgås, at en del af oplysningerne lapper over hinanden i de to udmærkede bøger. Bengtssons bringer nok de fyldigste oplysninger om landet, Holms & Lykketofts har sin force ved at lægge vægt på beretninger fra landets borgere. Men Myanmar er kompliceret at forklare: Det har 135 officielt anerkendte etniske grupper, som dog falder inden for otte "nationale folkeslag". Hvad man kalder burmanerne udgør to tredjedele af de nu tæt ved 60 mio. indbyggere i hele landet. Da briterne i sin tid koloniserede det, kaldte de for nemhed skyld det hele Burma og befolkningen burmesere.

Akkurat som Madeleine Albright er Suu Kyi diplomatbarn, hendes mor var bl.a. ambassadør i New Delhi.  Og selv arbejdede hun som ung for FN i New York. Efter ægteskab med en britisk akademiker boede hun en tid lang i Oxford. I forbindelse med et længere ophold i Myanmar, foranlediget af moderens sygdom og død i 1988, blev hun politisk vakt. I løbet af et år udviklede hun sig til en politisk lederskikkelse - ifølge Holm & Lykketoft holdt hun inden for dette tidsrum omkring 1000 offentlige taler!

 

Siden er det gået slag i slag med den myanmarske militærjuntas voldsomme undertrykkelse af oppositionelle elementer, herunder fængselsstraffe, men bestandig kun husarrest - men sammenlagt 15 år! - til Aung San Suu Kyi uanset hendes uforfærdede taler "ved havelågen" til sit hus i Yangon (tidl. Rangoon) og i de arrestfrie perioder ved møder rundt om i landet, hyppigt chikaneret af myndighederne.

 

I 2010 sadlede de militært uddannede magtherrer i Myanmar om: der afvikledes frie valg. Den uafhængige tænketank International Crisis Group mener, at den nye generation af militærfolk, der nu er trukket i civil, gerne ser hvad der kaldes "en stærkere tilstedeværelse" fra FN, USA og Europa for at undgå at blive en kinesisk klientstat. Den stærke kinesiske indflydelse i Myanmar - foranlediget af de krasse økonomiske sanktioner mod det fra USA. Det er, som Holm & Lykketoft beretter, sådan noget som er grunden til at Myanmar i international bistand kun får $3 pr indbygger, mens fx Laos og Cambodja modtager $40-60 pr. indbygger.

 

Selv om der er grund til megen optimisme efter den demokratiske åbning i Myanmar, så har spændingerne og fjendtlighederne mellem de muslimske rohingaer og de buddhistiske  rakhiner også vist regimets magtesløshed.  Holm citerer den myanmarske menneskeretsaktivist, Maung Zarmi, som har påpeget "stærkt snæversynede tendenser" hos hans egen befolkning og appelleret til en erkendelse af  det enkelte menneskes behov for sikkerhed og trivsel.

 

Men det går altså fremad - omend fra et meget lavt stade: Iflg. regeringen kommer 85 pct. af børnene nu i skole og 74 pct. når op til 5. klasse (mod 24 pct. i 1990). Men FN's Udviklingsprogram UNDP placerer Myanmar som nr. 149 ud af 187 på listen over befolkningernes levefod, baseret på niveauet for sundhed, uddannelse og velfærd. (Danmark lå på en 16. plads, Norge blev nr. 1). Og Bengtsson kan supplere med perspektivering bagud: Fra general Ne Win i 1962 tog magten ved militærkup i Myanmar og til Aung San Suu Kyis indtræden på den politiske arena forvandledes ét af Sydøstasiens mest lovende u-lande til en politisk og økonomisk katastrofe.

 

Bengtsson antyder, at det i det hele taget ikke kan antages for givet, at Myanmar vedbliver at være en samlet stat: Flere af delstaterne er på få årtier gået fra lokale stammesamfund til små statslignende enheder: Kachinstaten er fx på størrelse med Østrig, Shanstaten har en befolkning på 40 mio.

 

I betragtning af Myanmars isolerede situation er det bemærkelsesværdigt, at Aung San Suu Kyi i 1991 skulle få Nobels Fredspris, hvorved hun blev en international celebritet som fx Desmond Tutu, Lech Walesa eller Mother Teresa. Bengtsson fremhæver som det mest fascinerende ved Aung San Suu Kyi, at hun trods uhyre mange vanskelligheder i kommunikationen såvel med familie som sine vælgere, altid har troet på samarbejde og dialog og taget afstand fra vold.

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail fnforbundet@fnforbundet.dk