April 2013

Juni 2013

August 2013

Oktober 2013

December 2013

Marts 2014

April 2014

Juni 2014

September 2014

December 2014

Marts 2015

Juni 2015

Oktober 2015

December 2015

Marts 2016

Juni 2016

September 2016

December 2016

Marts 2017

Juni 2017

Oktober 2017

December 2017

Henrik Døcker anmelder

December 2017

 

Kapabel dansk udenrigsminister bag væsentlig erindringsbog

Per Stig Møller: Udenrigsminister i krig og fred, 467 sider, Gyldendal

 

I de ti år Per Stig Møller var dansk udenrigsminister var højdepunktet ifølge ham selv de to år, Danmark var medlem af Sikkerhedsrådet 2005-2006. Om man ikke skulle orke at læse hele hans 2. erindringsbind (hans første bind: Dage og kampe udkom i 2016), så bør man under alle omstændigheder læse kapitlet herom plus de følgende kapitler. Men i det hele taget må hele bogen anbefales for enhver med engagement i Danmarks rolle i ikke mindst mægling i nogle af Mellemøstens konflikter.

 

Den nu 75-årige Møller har mildest talt haft en imponerende og mangeartet karriere, hvis første knap 60 år er emnet for første erindringsbind: Fra en akademisk periode, hvor han som litterat blev mag. art. & dr. phil. til ansættelser i dagspressen og Danmarks Radio som programchef og siden formandskab for Radiorådet: fra 1984 helligede han sig så politik på fuld tid som konservativt medlem af Folketinget, siden i et par år som miljøminister.

 

Forfatteren har valgt at give en meget indgående redegørelse for sin udenrigsministertid, tilsyneladende baseret på detaljerede dagsbogsnotater. Dvs. datoer og meget konkrete beskrivelser af både krige og konferencer, møder og magtspil, trusler og terror. Så overvældende er alle disse enkeltheder, at læseren let taber overblikket. Det er vigtigt med Møller at memorere - nu da vi gør os forhåbninger om en ny to-årig medlemsperiode fra 2018-20 -  at en plads i rådet i hans tid gav Danmark en enestående mulighed for medindflydelse på verdens brændpunkter.

 

Den fortløbende beretning giver læseren indtryk af, at Per Stig Møller bestandig var på farten til alverdens lande, idet han til enhver tid bevarer et bemærkelsesværdigt overblik. Kun nogle få udpluk af dette bjerg af indtryk og informationer kan berøres her. Ikke overraskende gør han et vederhæftigt forsøg på at overbevise én om Danmarks berettigede deltagelse i den militærintervention, som bragte den irakiske diktator Saddam Hussein til fald. Iflg. Møller forsøgte Danmark længe at fastholde en forudsætning om FN-Sikkerhedsrådets godkendelse, hvorefter vi så alligevel - dog uden soldater "på jorden" (som havde været drøftet) - gik med, men blot med en ubåd og en fregat.

 

Blandt det man lærte af Irak-invasionen var iflg. forfatteren, at man ikke skal tro på alt, hvad efterretningstjenesterne fortæller. Saddam havde som bekendt ikke de masseødelæggelsesvåben, der var en form for vilkår for felttoget. Det er for længst erkendt af mange, ligesom den store fejl, USA gjorde, ved at afvikle hele diktatorens administrations- og sikkerhedssystem (politi og hær). Så konsekvent greb de allierede sejrherrer efter 2. Verdenskrig ikke ind - hverken i Tyskland eller Japan. Den tredje lære er, at man ikke kan plante et fungerende demokrati på bar bund. Den fjerde lære er, at én konflikt kan skjule en anden - her hentydes til modsætningerne mellem sunnier og shiiter i Irak.

 

Per Stig Møller engagerede sig stærkt i den "køreplan for fred", som favnede bestræbelser på udsoning mellem Mellemøstens bitre fjender, med hovedvægt på Israels forhold til palæstinenserne. Miserens rødder kan muligvis føres tilbage til Storbritanniens løfte til jøderne efter 1. verdenskrig - at de skulle have et "hjemland i Palæstina", som briterne fik som mandatområde dengang. Møller bemærker kort, at Storbritanniens løb fra dette tilsagn og efter 2. Verdenskrig forsøgte at hindre jødisk masseindvandring. Dog bremsede briterne allerede i 1930'erne jøders indrejse i Palæstina (skildret i den såkaldte hvidbog) af frygt for jødisk-arabiske sammenstød.

 

En del plads er naturligt helliget den vældige politiske krise, der voksede ud af Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-tegningerne. Verbaldueller og demonstrationer udviklede sig i visse muslimske lande til afbrændinger af danske ambassader og mordtrusler mod ambassademedarbejdere. Det gav mildest talt Møller og hans ministerium ekstra meget at bestille. Muslimernes boykot af danske varer havde sin pris: Danmarks eksport til muslimske lande faldt således fra 8,3 mia. kr. til 7,6 mia. kr. Allerede i 2007 steg den dog til 10 mia. kr. Det første skyldtes ikke mindst en gruppe imamers kampagne, inkl. dens løgne.

 

Om det danske EU-formandskab i den regeringsperiode, Møller deltog i, udtrykker han tilfredshed særlig på grund af den gennemførte udvidelse af antallet af EU-medlemmer. Derud over søsatte Danmark Det Arabiske Initiativ med et dansk center i Cairo. Som Sikkerhedsrådsmedlem bidrog Danmark til Kosovos uafhængighed af Serbien og afslutningen på en krig i Libanon. Møller selv måtte i 2010 afgive sin udenrigsministerpost til Lene Espersen, men fik et ministerslutspil ved at blive kultur- og kirkeminister. Det var i denne egenskab, at han fik en sidste lejlighed til at beskæftige sig med FN - nemlig ved en restaurering af FN-Formynderskabets sal i FN-skyskraberen i New York, en sal Danmark forærede FN ved dets oprettelse. Takket været privat fondsstøtte tilvejebragtes et beløb, som muliggjorde fornyelsen af den sal, arkitekten Finn Juhl havde stået for.

 

Den polemik eller diskussion, om man vil, som er ført i offentligheden om Møllers eventuelle modsætningsforhold til statsminister  Anders Fogh Rasmussen og om et eventuelt folkeretsbrud ved Irak-interventionen, undgår Møller med udpluk af datidens handlingsforløb. Det må erkendes, at magtens udøvere midt i et løbende magtspil er anderledes stillet end lænestolsbetragtere, som har tid til moden overvejelse. Der er ingen grund til at misunde folk som Per Stig Møller, der dårlig nok kunne tage et bad eller gå en tur i skoven uden at blive forstyrret af vigtige mobiltelefonopkald.

 

Danskers beretning om sin rolle som flugthjælper fra Østtyskland

 

Jesper Clemmensen: Skyggemand - Flugthjælper i Den Kolde Krigs Berlin, 367 sider, Gyldendal.

 

Den danske journalist og tv-tilrettelægger Jesper Clemmensen har tidligere i en stærkt anmelderrost bog beskrevet dristige østtyskere flugt over Østersøen til Danmark for at slippe for diktaturet i det kommunistiske Østtyskland. Nu gælder det en anden gruppe østtyskere, som havde held til så at sige at bryde gennem den mur, det østtyske regime havde rejst mellem Øst- og Vestberlin.

 

Det er en beretning, hvis kerne er en dansk-gift vesttyskers modige og vedholdende indsats for at hjælpe tyske landsmænd bort fra en kvælende undertrykkelse - og ud i den frie verden. Spændende som en kriminalroman, velskrevet og udbygget med nødvendige informationer om datidens politiske forhold. Det er velkendt, hvordan det østtyske regime i 1962 rejste Berlinmuren for at hindre masseudvandringen fra kommunistdiktaturet vestpå - og hvordan hærskarer af vesttyskere bistod flygtninge.

 

Men det skal her lige indskydes, at DDR, den officielle forkortelse for Østtysklands 'demokratiske Republik', i 1973 havde ratificeret FN's konvention om de borgerlige og politiske rettigheder, der i art. 12, stk. 2 giver enhver "ret til at forlade et hvilket som helst and, herunder sit eget". Det er på den anden side velkendt, at alverdens stater tiltræder traktater, de ikke drømmer om at overholde. Sådanne formaliteter har hverken plads i Dietrich Rohrbecks eller Jesper Clemmensens bevidsthed, da de i 2014 kommer i kontakt med hinanden: Den garvede fhv. flugthjælper og den danske journalist. Men det blev indledningen til over 100 timers samtale om de dramaer, der udspillede sig for over 50 år siden ret så tæt på Danmark - i Berlin.

 

Men hvad man næsten kunne kalde en folkevandring fra øst til vest begyndte i virkeligheden allerede i 1946, tre-fire år før Vest- og Østtyskland var opstået som selvstændige stater. Tusinder pakkede dengang deres kufferter og forlod den daværende sovjetiske besættelseszone i Tyskland. Menneskestrømmen voksede og voksede - i 1950 forlod eksempelvis 197.800 DDR til fordel for Vesten. Året efter blev tæt ved 62.000 anholdt for at ville krydse grænsen til Vesttyskland. Nok kunne grænsen passeres, men regulær udvandring var ikke tilladt. Modstanden mod tvangsregimet voksede imidlertid, og i 1953 kom det til det første oprør bag Jerntæppet: 17. juni-opstanden i Berlin. Den bragte 15.000 bag tremmer, mens 1500 blev anklaget for "kontrarevolutionære virksomhed" med det formål at omstyrte Østtysklands regering.

 

Man kan læse denne bog som et vidnesbyrd om dagliglivet i et diktatur i den rige verden - dem er der heldigvis blevet færre af i de seneste årtier.  Det gik fx - som berettet i bogen - ud over unge studerende, der blev beordret på markarbejde, fx i kartoffelrækkerne, og som blev truet med udsmidning fra deres studium, hvis de ikke lovede at forsvare nationen mod "Vestens krigsmagere". Den vedvarende indoktrinering, gennemført ved hjælp af trusler blev for mange en stærk motivation for flugt. Når flugt fra Øst- til Vesttyskland blev et langt større tema end fra andre kommunistiske stater i Østeuropa, ligger det utvivlsomt i den fælles sprog- og kulturbaggrund, ja solidaritetsfølelse, som ligesom bandt de to Tysklande sammen. Her ud af sprang den organiserede flugthjælp, ikke mindst gennem de hemmelige tunneler under Muren.

 

Meget af alt dette har været berettet før, men de gribende beretninger er værd mere eller mindre at få genopfrisket. Fra 1962 kommer så også 'frikøbet' af østtyskere ind i billedet, dvs. de af den østtyske advokat Wolfgang Vogel formidlede menneskehandler, hvorved Vesttyskland fik udleveret østtyskere mod betydelige pengeløb til Østtyskland. Samtidig bidrager Vesten til at løse Østtysklands problemer med overfyldte fængsler. Igennem 25 år tjener DDR omkr. 3,5 milliarder d-mark på at sælge tæt ved 35.000 fanger. Dertil kommer 250.000 østtyskere, som har søgt om udrejse til Vesttyskland: de får deres ønske opfyldt for en noget lavere pris. Hertil kan føjes, at 40.101 østtyskere i nogenlunde samme periode flygtede fra Øst- til Vestberlin.

 

Et dramatisk stykke europæisk nutidshistorie, glimrende afdækket og beskrevet.

 

Dengang borgerkrige var sjældne: Om danske frivillige i den spanske borgerkrig

 

Morten Møller: De glemtes hær, 413 sider, Gyldendal.

 

Den spanske borgerkrig (1936-39) står nok fjernt i mange danskeres erindring, men det vil også sige, at den er kommet så meget på afstand, at den undergives grundig granskning af historikerne. Kommunismens sammenbrud omkr. 1990 har så også bevirket, at et stort arkivmateriale vedrørende de internationale brigader af denne borgerkrigs mange frivillige fra forskellige lande, er blevet tilgængelige for forskning. Den danske historiker Morten Møller, som bl.a. har skrevet meget roste bøger om ledende danske modstandsfolk fra 2. Verdenskrig: Mogens Fog og Børge Houman, er mester for denne enestående grundige beskrivelse af tragiske skæbner i den spanske borgerkrig.

 

Kongedømmet i Spanien blev afskaffet i 1931, men den ny republik, der fulgte efter, var skrøbelig - gennemrystet af sociale spændinger som den var. Halvdelen af jorden ejes af mindre end én pct. af befolkningen, hver fjerde er analfabet, arbejdere på by og land demonstrerer, ja, nærer revolutionære tanker, foranlediget af den udbredte fattigdom. Borgerskabet og den katolske kirke er skræmt - og midt i dette kaos stiller den spanske guvernør i Spansk Marokko, Francisco Franco sig så i spidsen for et oprør mod den lovlige spanske regering.

 

Den svage spanske republiks hærstyrker fik da undsætning fra venstreorienterede og kommunistiske sympatisører, organiserede af det kommunistiske Sovjetunionens udsendte kommissærer. Den idealisme, med hvilken vældige skarer af frivillige unge mænd strømmede mod Spanien for at bekæmpe højrekræfterne, kan virke betagende. Men den var samtidig udtryk for en håbløs naivitet. Kun få havde en minimal militær træning, de fleste kastede sig ud i en krig uden forudsætninger overhovedet. De anede intet om vejrforhold eller Spanien i almindelighed. Mange måtte lade livet efter få dages indsats.

 

I alt 500 danskere meldte sig på republikkens side, næsten alle håndværkere. Når motivet hertil rask væk tilskrives idealisme, må andre faktorer iflg. bogen dog også inddrages: Nogle var slet og ret arbejdsløse, andre var eventyrlystne. Den krasse disciplin, som den sovjet-kommunistiske organisation Komintern udøvede, førte til at mange af de frivillige havnede i fængsel, en del blev simpelthen skudt som "forrædere", andre gik det ilde, fordi de havde forsøget at desertere.

 

Store lidelser påførtes sårede under de barske kampe, lemmer måtte amputeres under primitive former. Af de 35-40.000 udlændinge, som over en to-årig periode kom til for at kæmpe i De Internationale Brigader, mistede 25-30 pct. livet. Antager man, at de danske tabstal ligger på en lignende procent, vil det sig, at 125 -150 måtte lade livet i den spanske borgerkrig. Men drab ophørte ikke den dag, våbnene tav i denne væbnede konflikt. Francos nationalister myrdede knap 20.000 republikanere efter at være kommet til magten. Alvorlige spændinger i det spanske samfund fortsatte, begrebet politiske fanger var en realitet lige til Francos død i 1975.

 

Men denne bog - med sine mange uddrag af breve og andre kommunikationer fra danske spaniensfrivillige - er først og fremmest et stærk menneskelig vidnesbyrd om mange skuffelser og lidelser, som disse unge mænd måtte døje. Om deres økonomiske trængsler efter hjemkomsten til Danmark, da krigen var forbi i 1939. hvortil kom, at de pågældende var hjemfaldne til straf efter den borgerlige straffelov. Danmark havde som mange andre vesteuropæiske lande tilsluttet sig den såkaldte ikke-interventionspolitik vedr. Spanien, uanset at både Hitlers nazistiske Tyskland, Mussolinis fascistiske Italien og Stalins kommunistiske Sovjetunionen støttede hver deres parter, de to første Francos nationaliststyrker, sidstnævnte republikken. I stor stil var der derfor tale om det, der siden hen er blevet kaldt en stedfortræderkrig.

 

Den Spanske Borgerkrig er blevet vurderet på forskellig vis: Nogle har kaldt den en generalprøve på 2. Verdenskrig, andre har set den som den første store dyst mellem socialismen/kommunismen og den borgerlige liberalisme. Paradoksalt på en måde, at netop Spanien skulle have held til at holde sig uden for verdenskrigen. Bogen er forsynet med udførlige noter, der vidner om forfatterens meget grundige efterprøvelse af mange af sine kilder.

 

Erindringsbøger fra to garvede udenrigskorrespondenter

 

Jens Nauntofte: Minefelter, 334 sider, Politikens Forlag

Lasse Jensen: Journalist -Fortællinger om mig selv, mennesker og meninger, 394 sider, Gyldendal.

 

To danske journalister med eventyrblod i årene, om man så må sige, har skrevet deres erindringer, som næsten udelukkende er knyttet til Danmarks Radio: Jens Nauntofte og Lasse Jensen. Deres beretninger har ét til fælles, at udlængslen var stor, appetitten på drama og scoops næsten ikke til at styre. Deres bøger giver spændende glimt af journalistlivet "bag kulisserne".

 

Nauntofte nåede lige akkurat at færdiggøre sine erindringer, inden han døde tidligere på året, Jensen er pensionist. Begge forfattere har bevægende passager om deres forhold til deres far og afdækker i det hele taget mest fra privatsfæren fra deres barndom og ungdom. Som sådan er det memoirer om deres professionelle liv og påfaldende lidt om de afsavn, de begge må have haft ved et så stærkt engagement i arbejdet.

 

Det er karakteristisk for dem begge, direkte at have opsøgt visse urocentre eller sågar krigsskuepladser for at kunne give førstehåndsberetninger - og har vist et betydeligt vovemod. Men dette her med at blive journalist var ikke tidligere så velanset - i borgelige kredse lettere suspekt, det var noget med at befordre viden, og først engang i 1960'erne med en egentlig uddannelse. Men den borgerlige holdning, om man kan bruge dette ikke helt dækkende udtryk, kom også til udtryk hos ledelsen i Danmarks Radio. Både Davidsen og Jensen stødte, hver på sin måde, ind i normer for en institution, der som helhed oprindelig primært var kulturformidlende på en ret så konservativ måde.

 

Nauntofte skulle efter faderens ønske have været lærer, men skaffede sig en læreplads i et rederi, siden hen meldte han sig til historiestudiet på Københavns Universitet, hvortil kom "vandreperioder", hvor han lærte Europa "og omegn" at kende, ja det førte helt til en kibbutz i Israel, hvor han arbejde som frivillig. Men skrivelysten boblede, først fik dagbladet Information glæde af dette, senere blev det radioprogrammet Orientering. Nauntoftes beretninger er livlige med megen direkte tale, og ind imellem det storpolitiske om den israelsk-palæstinensiske konflikt med underholdende glimt fra div. kvindebekendtskaber.

 

Men det, det egentlig drejede sig om for ham, var at få interviewet nogle af "de store kanoner". Så han tog fat på ¨at opstøve" Yassir Arafat, palæstinensernes daværende politiske leder. Det lykkedes så - efter ubehagelighed og knubs af efterretningsfolk i Libanons hovedstad Beirut. Senere blev det så også Tyskland, Beirut beskæftigede sig nærmere med, det var i den periode, hvor terrororganisationen Rote Armé huserede med forskellige drab på tyske rangspersoner, og hvor den venstreorienterede, dog ikke-voldelige Rudi Dutschke kom ind på Nauntoftes radar.

 

Nauntofte holder en engageret, ofte selverkendende og reflekteret tone til belysning af sine, ind imellem meget ambitiøse og dristige forehavender. Som fx at få et interview med Libyens mangeårige diktator Muamar Gaddafi. "Jeg véd ikke, om disse tyranner - fra Gaddafi og Saddam Hussein til shahen af Iran -virkede så magnetisk på mig, fordi jeg selv var vokset op med en tyrannisk far og derfor afsøgte psykologiske mekanismer bag deres handlinger..." skriver han fx. Ved en fejltagelse så Nauntofte engang på afstand Gaddafi gå amok mod en af sine adjudanter, som han slæbte rundt ved håret og sparkede i underlivet og trampede i ansigtet. Jovist, Nauntofte gav sig tid til at indfange sådanne øjeblikke.

 

Hans engagement i Vietnam førte ham til Saigon i de dramatiske dage i 1973, da den sydvietnamesiske hovedstad faldt - nedkæmpet af Nordvietnams hær. Vesterlændige havde umiddelbart før travlt med at blive evakueret, flere danske pressefolk, deriblandt Lasse Jensen, tog hjem, fordi deres redaktører forlangte det - men Nauntofte, der var sin egen herre som freelance-korrespondent til forskellige danske og svenske medier, blev."Det blev en silkeblød magtovertagelse med kun få dræbte", erindrer Nauntofte, som dog nu fandt, at han var mæt af (barske) indtryk fra Vietnamkrigen. I 2014 er han så tilbage i det komplet forandrede Vietnam, der skønt kommunistisk, er grebet af vestlig kapitalisme.

 

Nok er der mange berøringspunkter til Nauntofte hos Lasse Jensen, men sidstnævnte kom så, ud over at være grænsesøgende journalistisk reporter, også til at bestride vanskelige chefroller. Men interessant er det, at Jensen som sin erindringsskrivende kollega var i Vietnam, da landet blev voldeligt forenet, og så vendte tilbage ca. 25 år senere for at se forandringen. Jensen kalder Vietnam "et mediemæssigt og journalistisk vendepunkt". "1960'ernes opgør med autoriteter og tvivl om verdensordenens retfærdighed kom til at forme en ny generation af journalister, der stillede kritiske spørgsmål og gang på gang afslørede                      modsætningen mellem det, magthaverne sagde, og det, de gjorde", observerer han.

 

*

 

Lasse Jensen havde tidligt som Nauntofte trang til at drage ud og rapportere fra brændpunkter, nærmest i ordets bogstavelige forstand. Ilddåben blev det oprør i Nigeria, hvorunder Igbo-stammen i syd forsøgte at løsrive sig. Jensen tog af sted, men måtte erkende, at den selvproklamerede stats Biafra ikke var levedygtig, uanset nok så megen idealisme og masser af vovemod. Den rastløse Jensen var snart engageret i andre opgør - ude som hjemme - skildringen er noget springende, så det er svært at finde ud af, hvornår han begynder på Radioen (Danmarks Radio), hvornår han lige er på orlov eller laver film eller er kommet til fjernsynet.

 

Som Nauntofte kan han siges at have investeret rigtig meget af sit liv i jobbet, i karrieren, som i hans tilfælde også førte til store udfordringer som chef for TV-Avisen og andre topposter. Det blev sent ægteskab - privatlivet og de menneskelige omkostninger, det meget rejseri har givet, får i begge bøger meget lidt omtale. Måske er læserne også mest optaget af de dramaer, disse fanden-i-voldske journalister oplevede og beskrev: Valgkampe i USA som korrespondent dér, til Bangladesh's fødselstime, i det chilenske diktatur eller hvor det nu kunne være. FN's forsøg på fredelige ordninger af verdensproblemerne var utvivlsomt her noget sekundært.

 

Nok så meget af Jensens bog er optaget af de mange bataljer, Danmarks Radio gennemlevede på vej fra en embedsmandstyret statsradiofoni via en skolelærer- og politikerledet institution, der med tiden fik journalister på topposter, indtil det blev management-typernes tur. Der er masser af name-dropping og en overflod af interessante informationer om de mange faser, ikke mindst i fjernsynets udvikling, om digitalisering, om teknisk ubrugelige systemer, om nødvendige nyskabelser, alt muligt så at sige fra bag kulisserne af den kæmpeinstitution, Danmarks Radio er blevet til. Den enorme nyhedskilde, som må siges at have overhalet de dagblade, der - som forfatteren også vemodigt beskriver, har stadig dalende oplagstal, i og med avislæsernes tal reduceres hele tiden. Lasse Jensen var på mange måder med i den store omstillingsproces -  hans beretning er et medrivende vidnesbyrd herom.

 

En gasledning, nogle spioner og en række politikere under vældigt pres

Jens Høvsgaard: Spionerne der kom ind med varmen, 216 sider, Gyldendal.

 

Der er rigtig meget drama, eller måske rettere 'fortættet spænding' i journalist Jens Høvsgaards beskrivelse af, hvordan den russiske gasledning Nordstream blev nedlagt i Østersøen, om danske politikeres eftergivenhed, russisk efterretningsvirksomhed og tysk-russisk samspil, om man vil. En rigtig "graverjournalist"s afdækning af spillet bag kulisserne.

 

Høvsgaard er især radio- og tv-journalist, har bl.a. været ansat ved TV-Danmark og Radio24/7. I denne bog har han gennem aktindsigt i fem ministerier fået sammenstykket et billede af, hvad der gik forud for nedlæggelsen af gasledningen, som jo berører alle landene i Østersø-området. Han finder, at de politiske overvejelser forud for afgørelsen var mørklagt i Danmark i modsætning til de andre fire nordiske lande. Det udlægges som et udtryk for ønsket om et godt forhold til Vladimir Putin.

 

Dette her udgør én af forf.s væsentlige pointer - eller kritikpunkter - og rører ved noget meget væsentligt: At Danmark tilsyneladende overvejende har betragtet nedlæggelsen af Nordstream I (som vi nu kalder den) som noget teknisk og juridisk-politisk ukontroversielt. Daværende klima- og energiminister Lykke Friis svarede på et folketingsmedlems forespørgsel eksempelvis, at Danmark i henhold til havretskonventionen af 1982 var forpligtet til at tillade Ruslands rørledning, fordi alle stater har ret til at udlægge undersøiske kabler og rørledninger på kontinentalsoklen,

 

Høvsgard anker over, at svaret ikke påpegede, at Nordstream på strækningen syd for Bornholm bevæger sig ind på dansk territorialfarvand. I de andre lande omkring Østersøen er der med forf's. ord både bekymring for den uheldige miljøpåvirkning og for ledningens politiske betydning. Projektet er nemlig, som han ser det, et vigtigt led i en strategi, der skal fastholde de tidligere lydstater i Østeuropa under russisk indflydelse og forhindre disse landes tilnærmelser til EU og NATO. Han citerer fra Forsvarets Efterretningstjeneste en risikovurdering fra 2009, at Rusland vil være villig til at betale de omkostninger, som det kan blive påført som følge af EU's krav og synspunkter.

 

Ellers bevæger bogen sig frem og tilbage mellem detaljerede beskrivelser af statsbesøg og af den russiske præsident Putins tidligere meriter som efterretningsagent i Tyskland, nærmere bestemt det daværende DDR. Det er kontakter mellem tidligere agenter - hvad enten de nu var fra STASI eller KGB - og det nye Tyskland samt de nordiske regeringer, Høvsgard sætter projektøren på. Læseren får omhyggelig besked om Putins (i øvrigt velkendte) fortid, som hvad forf. rent ud kalder KGB-spion i Østtyskland, et job som dog nok var lidt anderledes end et virke som en vanlig spion, der spionerer mod en fjendtligsindet nation, Østtyskland var jo om så må sige "allieret" med Sovjetunionen.

 

Tilbage i sit hjemland fik Putin til opgave at få udenlandske firmaer til at slå sig ned i det daværende Leningrad (i dag Sankt Petersborg) med filialer. Ind imellem er han på rejser til det Østtyskland, han kendte så godt. Den første udenlandske bank, som åbner en afdeling i byen bliver da også tysk, Dresdner Bank. Selve licensaftalen indgås med en gammel forbindelse fra Putins agenttid. Her kommer så mere underholdende elementer om agentarbejdet ind i Høvsgaards bog, tilbageblik til indsamlingen af informationer om 'fjenden' Vesttyskland, hvervning af underagenter osv.

 

Siden hen bevæger skildringen sig langt ind i den dramatik, der omgav kommunismens fald, Sovjetunionens opløsning, Tysklands samling m.m.m. Som sådan giver bogen mange elementer til forståelse af den tysk-tyske splittelse, som ender med Tysklands genforening, og om opdelingen af Sovjetunionen i i alt 15 selvstændige republikker. Bogens styrke er de mange enkeltheder, ja, nærmest afsløringer, den bringer - om begivenheder, om personer, om sammenhænge. Høvsgaard har været flittig til at grave sig ned i dokumenter og samtidig forsøge at omgive begivenhederne med en vis atmosfære.

 

Er der måske lovlig meget om den fordækte virksomhed under Den Kolde Krig, så er der også kastet et usædvanlig skarpt lys på den sammenhæng, der er mellem penge og politik. Og gjort et velunderbygget forsøg på at forklare, at Ruslands moderne udenrigspolitik er en kombination af disse to. Rusland er på sæt og vis blevet mere "moderne" - men lige så skrupelløs som tidligere.

 

Analyse af Den Kolde Krig - hvad kan vi lære af den?

Rosanna Farbøl: Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende, 303 sider, Gads Forlag

 

Nu godt 25 år efter Den Kolde Krigs afslutning er det rimeligt, at historikere tager den op til nøjere analyse, så mere som Kulturstyrelsen i 2013 gjorde dette afsnit af vores nyere historie til en del af vores kulturarv. Det betød mere konkret, at en række fysiske militæranlæg mv. blev udpeget som objekter: Stevnsfortet, Langelandsfortet, anlægget kaldet Regan Vest (som skulle huse regering og statsoverhoved i tilfælde af krig), Thulebasen mv. Alt dette kan man læse om i den danske historiker Rosanna Farbøls bog, der bærer undertitlen 'Kampen om historien'. En påmindelse om, at 'historien' som fag, som disciplin, går meget tættere på nutiden end for nogle årtier siden.

 

Der er tale om en forkortet udgave af en ph.d.-afhandling, forfatteren forsvarede i 2016. Overblikket over Den Kolde Krig som sådan er ikke bogens emne, men snarere hvordan Danmark reagerede på det store politiske opgør mellem Øst og Vest, som strakte sig over tæt ved 50 år. Denne "fortælling" hegnes så ind af en række etiketter, om man vil: 'Konfliktfortællingen', 'protestfortællingen', 'konsensusfortællingen', 'aktiv internationalisme', 'Den Kolde Krig på universiteterne' mv. Det konstateres, at Danmarks medlemskab af NATO i 1949 blev et afgørende vendepunkt i vores udenrigspolitik. Men hvad der kaldes 'tilpasningstankegangen' levede videre, dvs. en udtalt forsigtighed over for eksplicitte tilkendegivelser om magtanvendelse, hvis det blev nødvendigt.

 

Forf. udtrykker det sådan, at det danske 'småstatskompleks' først begynder at blive forløst ved Den Kolde Krigs ophør (omkr. 1990) og den borgerlige regerings "aktive internationalisme" i Uffe Ellemann-Jensens udenrigsministertid i 1990'erne plus Fogh-Rasmussen-regeringens aktivisme i 2000'erne. I 2001 (terror-flyangrebene 11. sept. i New York. Red.) fik Vesten (og mere til) så en ny "fjende", den terroristiske islamisme. Foranlediget af Irak-krigen (dvs. den vestlige intervention mod Saddam Hussein-styret. Red.) fik man så det kultursammenstød (eng. Clash of civilizations), som i virkeligheden er et udtryk lånt fra en anden sammenhæng. Med totalitarisme som fællesnævner kunne kommunisme og islamisme paralleliseres som modpoler til demokratiet.

 

Citater fra bøger og artikler af politikere og andre meningsmagere sætter fredelige danske opgør mellem højre- og venstrefløjen, mellem socialister og liberalister m. fl. i relief, fodnotepolitikken over for NATO's beslutninger, historikeren Bent Jensens udladninger mod de røde medløbere, de danske bidrag til FN's fredsbevarende styrker, den humanitære intervention til fordel for kosovo-albanerne (Serbiens truende folkedrab. Red.) og meget andet dissekeres og diskuteres. Bogen, som altså skulle være en populær fremstilling af den akademiske ph.d.-afhandling, er lovlig kursorisk i sin omtale af en række begivenheder og begreber. De vil i virkeligheden kun fuldt ud forstås af den, der levede, da de blev udspillet eller formuleret.

 

Mens forf. er tilbageholdende med en stillingtagen til mange af de omtalte politikeres holdninger, så er hun tydelig i sin kritik af den voluminøse redegørelse Danmark under Den Kolde Krig, (knap 2500 sider) fra Dansk Institut for Internationale studier (DIIS). Dens sprog er ofte unødvendig knudret, den indledning tung og svært fordøjelig, dens konklusioner (lovlig) forsigtige, flere af dem diskutable. Som sådan ikke særlig egnet til at åbne for en bredere samfundsdebat om, hvordan Den Kolde Krig skulle opfattes, mener Farbøl. Imidlertid finder hun, at de statsligt bestilte projekter for koldkrigsforskningen som sådan har ført til sober historieforskning herhjemme. Indtil 2009 var der fra statens siden ofret omkr. 100 mio. kr. på denne forskning - og det har med forf.s ord bragt os på højde med vore naboer.

 

Det er væsentligt at forstå, at Den Kolde krig ikke kun var en militært præget konflikt (dog uden løsning af skud!) i form af rustningskapløb og atomoprustning, men i lige så høj grad en ideologisk, kulturel og social konflikt. Forf. er god for mange interessante betragtninger om faget historie, om dets formidling, om dets placering i samfundsdebatten. Historie kan fx bruges til at påvirke internationale relationer, bemærker hun. Det udløste således en krise mellem Ukraine og Polen, da Ukraine for at provokere Rusland besluttede at trække Stepan Bandera (1909-59) frem fra "historiens skammekrog" og hylde ham som national helt. Læseren må selv søge enkeltheder om den uhyre kontroversielle figur Bandera, som Polen i dag betragter som krigsforbryder. Tidl. statsminister Anders Fogh Rasmussens sammenkædning af dansk defaitisme over den tyske besættelsesmagt under 2. Verdenskrig og så Irak-interventionen er andet eksempel på aktuel benyttelse af den lidt ældre historie.

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail fnforbundet@fnforbundet.dk