April 2013

Juni 2013

August 2013

Oktober 2013

December 2013

Marts 2014

April 2014

Juni 2014

September 2014

December 2014

Marts 2015

Juni 2015

Oktober 2015

December 2015

Marts 2016

Juni 2016

September 2016

December 2016

Marts 2017

Juni 2017

Oktober 2017

December 2017

Henrik Døcker anmelder

December 2016

 


Journalistisk historiefortælling om Eksjugoslavien

 

 

9788711510537___0___KRIGEN I EUROPAS BAGGÅRD-FINAL-G___30ca2c72-19a9-48db-85d5-0c06ffa65d0e_34.jpg

 

Steen Ramsgaard: Krigen i Europas baggård - Historien om Jugoslaviens sammenbrud, 415 sider, Lindhardt og Ringhof


 

Det forekommer måske ikke at være så længe siden. Alt det dér med krigene på Balkan og Jugoslaviens totale sammenbrud plus opsplitningen i i alt syv nye republikker. Men så komplekst det hele var - og er - må det hilses velkommen, at journalisten Steen Ramsgaard her har skaffet overblik. Forfatteren er tillige bachelor i historie og var i 1990'erne på flere reportagerejser til de krigshærgede Balkan-stater.

 

Når bogen virker heterogent sammensat, så skyldes det, at Ramsgaard lader sine egne oplevelser bryde en mere eller mindre forløbende historieberetning. Det store blodige drama, koncentreret om serbernes langvarige og blodige angreb på bosnierne og ideen om staten Bosnien, var så rigt på begivenheder, at historien bliver langstrakt. Dette er antageligt årsagen til, at Ramsgård i vidt omfang afstår fra en egentlig analyse af magtspillet og krigsbegivenhederne.

 

Bogen får et udpræget journalistisk tilsnit, fordi forf. har valgt at gengive en række interviews, han har foretaget med eksperter og tidligere rollehavende i dramaet, i længere passager med direkte tale, idet han afstår fra en vurdering af disse bidrag. Måske et udtryk for, at der sådan set ikke eksisterer nogen "sandhed" om mange facetter af konflikten. Om end Det internationale Straffetribunal for Eksjugoslavien (ICTY) dog har sat ret og skel, og så objektivt som muligt, belyst mange af de rystende skændsler, ikke mindst over for civilbefolkningen.

Når forf. anfører, at FN for første gang har anerkendt voldtægt som en krigsforbrydelse, sigtende til særlig serbernes voldtægter af bosniakiske kvinder, må det kaldes overfladisk. Det er det ovennævnte straffetribunal, der har gjort det i en dom - ikke FN som sådan. Emnet er meget ømtåleligt, og mange voldtagne kvinder har selv - efter at krigstummelen for længst har lagt sig, vægret sig ved at stå frem.

 

Derfor er det svært at skaffe sig overblik over, hvor mange kvinder, der blev udsat for en så traumatisk oplevelse. De unge serbiske voldtægtsmænd savnede forståelse for alvoren i deres ugerninger ("vi slog dem jo ikke ihjel"); forf. henviser til en bog af Slavenka Drakulic om den nævnte dom, men undlader at angive dens danske titel: "De ville ikke gøre en flue fortræd".

Interessant er Ramsgaards beskrivelse af det danske kompagni, der med sine kampvogne af "Leopard"-klassen i 1993 sendtes til Bosnien, men gang på gang blev standset ved den serbisk-bosniske grænse. Først efter flere måneders forløb kunne det danske militær med en omvej på 220 km nå sit mål: den bosniske by Tuzla. Kampvognene skulle bl.a. sikre fri transport af nødhjælp til det stadig voksende antal flygtninge, der søgte til Tuzla-regionen. Vi skal naturligvis også mindes om Operation Bøllebank, den aktion hvor danskerne besvarede serbiske panserværnsmissiler.

 

Den danske oberst Lars R. Møller har tidligere, bl.a. i hans erindringsbog Tak for turen (anmeldt i GLOBAL) fortalt indgående om sin resolutte holdning i den farlige situation, hvor FN ikke nøjedes med at være fredsbevarende. Som den djærve officer andetsteds har bemærket, er FN-missioner gang på gang ude for officielt at skulle vogte over en fred, der ikke reelt eksisterer. Antallet af serbiske angreb faldt drastisk efter Operation Bøllebank: Danskerne havde reverenter talt benyttet det sprog, man forstod på Balkan: At vold og magtanvendelse skal besvares med samme mønt. Påfølgende FN-missioner blev som følge af Bøllebank udrustet med tunge våben og dermed sat i stand til at opnå bedre resultater end hidtidige FN-operationer.

 

Balkan-dramaets mest grufulde overgreb: Serbernes drab på godt 8000 bosniakiske (muslimske) mænd og drenge i Srebrenica, syd for Tuzla, blev i ti år benægtet af det officielle Serbien. Først da en serbisk menneskeretsaktivist fik vist Eksjugoslavien-Straffetribunalet i Haag et tre minutters videoklip, som dokumenterede massedrabene, gik der hul på bylden. Videoen var optaget af den brutale serbiske paramilitære enhed kaldet Skorpionerne og førte altså til serbisk selvransagelse. Men tribunalet havde allerede i 2004 betegnet Srebrenica-massakren som folkedrab.

 

Det er kendt, hvordan omverdenen svigtede ved ikke at undsætte de mange mennesker i, hvad der var blevet kaldt en "sikker zone" under FN's beskyttelse. Den serbiske general Ratko Mladic (der er sat under anklage ved straffetribunalet i Haag) havde i de bosniske serberes parlament erklæret, at hans mål var at få muslimerne til at forsvinde fuldstændig, og serberens politiske leder Radovan Karadzic (der tidligere på året blev dømt 40 års fængsel af tribunalet) havde lovet "blod i knæhøjde". Det er også velkendt, hvordan FN gang på gang afslog at give luftstøtte, når FN-styrker på den bosniske landjord kaldte for det - særlig smerteligt blev det i Srebrenica. Det var så i august 1995, at NATO iværksatte omkr. to ugers luftbombardementer (forf. benytter uheldigvis udtrykket "bombekampagne" ved afsmitning fra det engelske udtryk campaign, der også betyder 'felttog' eller 'bombardement') påfulgte, og få uger efter sad tre bosniske parter (nemlig bosniakker foruden bosniske serbere og kroater) ved forhandlingsbordet med NATO-magterne.

 

Efter Dayton-fredsslutningen kunne Straffetribunalet for Eksjugoslavien (ICTY) for alvor få straffet de alvorligst belastede personer i krigsførelsen. Men - som den tidl. dommer i tribunalet, professor Frederik Harhoff anfører - har de hidtil afsagte domme ikke ført parterne nærmere hinanden. Fredsaftalen burde efter hans mening have haft en tidsfrist, ligesom bestemmelser om en forsoningsproces og noget om genopbygning af Bosniens økonomi og infrastruktur.

 

Jeg savner noget vurdring af NATO's tøvende indsats i Bosnien og Kosovo i betragtning af de mange dødsofre og hjemstavnsfordrevne. I Kosovo mistede 10.000 kosovo-albanere og blot 1500 serbere livet. Der er ingen forsoning mellem serberne og albanerne. Man kan spørge om hvordan forholdet til Albanien da er? Iflg. den nye selvstændige stat Kosovos grundlov må det ikke forenes med Albanien. Al dette kan ikke hindre, at en sådan adskillelse føles kunstig af befolkningen - som føler at være ofre for stormagterne fordeling af stumperne efter Det Osmanniske Riges undergang efter 1. Verdenskrig.

 

Alt i alt byder denne bog på et væld af spændende enkeltheder om et blodigt opgør med vidtrækkende politiske implikationer som fortsat kilde til mange spekulationer. Men jeg kunne ønske mig nogle overordnede konklusioner og en mere detaljeret holdning til begivenhederne fra forfatterens side.

 

 

Kald dem bare "de 17 bud"!

 

 

17-bud_WEB

 

 

17 bud på en bedre verden, (red. af Stig Tackmann, Kr. Kampmann & Henrik Skovby), 198 sider, Gad

 

"De 17 bud" har nogle originalt døbt de 17 nye FN-mål for en bæredygtig udvikling frem til

2030. I denne lille bog har så 17 personer af forskellig nationalitet givet deres bud på, hvordan disse mål (måske) kan realiseres. Som Helen Clark, administrator for FN's Udviklingsprogram (UNDP), skriver i sit forord, er der tale om "dristige og innovative" ideer - enkelte af dem vil jeg tillade mig at kalde useriøse eller urealistiske. Men det er alt sammen meget velment.

Og vist er det en kolossal udfordring at få mangt og meget ændret, når 800 mio. af verdens befolkning lever i ekstrem fattigdom, når 780 mio. ikke har adgang til rent vand og 2,5 milliarder ikke har ordentlige sanitære forhold. At få skabt flere iværksættere vil imidlertid skaber fremskridt på tværs af verdensmålene, men iflg. Den Internationale Arbejdsorganisation ILO er der altså mere end 200 mio. arbejdsløse verden over - og flertallet af dem er mellem 15 og 24 år.


Ifølge sagens natur appellerer emnet bæredygtig udvikling til at hvirvle vilde ideer og en masse statistik op. Opgørelserne kan hvile på forskelligt - og ikke nødvendigvis objektivt grundlag. Men lad os nu tro på, at ca. 28 pct. af verdens landsbrugsjord producerer mad, som aldrig bliver spist, som den amerikanske restaurant-køkkenchef Dan Barber vil vide. Det er velkendt, at der overfiskes mange steder i verden - iflg. Barber er 80 pct. af verdens fiskebestande udnyttet. Hyppigt er det så de forkerte fisk, der fanges. Han slår et slag for at vi skal spise tang.

 

Den italienske professor Fabiola Gianotti mener, at der er brug for videnskabeligt bevidste borgere til støtte for videnskaben som sådan: Ellers kan vi ikke afskaffe fattigdommen. Vores egen Mogens Lykketoft påpeger, at de nye verdensmål går langt videre end traditionelle, kendte bistandsprogrammer, idet de overskrider skillelinjer mellem nord og syd og indebærer et fælles ansvar. FN bør være midtpunktet i et netværk, som samler alle interessenter i et fletværk af alliancer, konfigureret efter hvert af verdensmålene. Han pointerer, at der ikke er brug for nye partnerskaber eller alternativer til FN. Han konkluderer, at man i FN taler for meget og handler alt for lidt.

 

Mistrøstigt er det, når det andetsteds i bogen fastslås, at den ekstreme fattigdom vil bide sig fast i Afrika, hvor fire femtedele af alle ekstremt fattige vil bo i 2030. Et andet aspekt, som hindrer udviklingen af den bæredygtige energi, er hvad der kan kaldes "energifattigdom", nemlig at så mange som en milliard mennesker i dag lever uden adgang til elektricitet. Men udbredelsen af mobilteknologi giver en enestående mulighed for imødegå dette. Der skal følgelig skabes et energisystem, som er uafhængigt af elforsyningsnettet. Solenergien må tages i anvendelse, og eftersom priserne på sol-energipaneler siden 2009 er faldet med over 75 pct., er her gode muligheder for øget elektrificering. Den indiske ingeniør og børnerettighedsaktivist Kailash Satarthi - der delte Nobelfredsrisen med den pakistanske pige Malala Yousafzay i 2014 - oplyser, at ca. 168 mio. børn verden over er i arbejde, heraf 5,5 mio. som decideret slaver. 85 mio. børn er beskæftiget med farligt arbejde.

 

En forfatter påpeger, at FN's Miljøprogram UNEP burde have flere "tænder", dvs. have myndighed til at pålægge sanktioner, ja endog udskrive bøder. Nu er FN's organisationer jo ikke overnationale, hvorfor også de nye verdensmål ikke sådan uden videre kan forvandles til bindende folkeret. Selv om mange vil være enige i det synspunkt, at det bør få konsekvenser for de regeringer, der bryder de aftaler, de har undertegnet - så som Kyotoprotokollen - så er det umuligt umiddelbart at "straffe" dem.

 

Selv om andelen af piger, der går i skole, er steget betydelig i de sidste 25 år, og det er blevet påpeget, at investeringer i piger uddannelse ligefrem kan bryde fattigdomscyklusser, så tilbagestår fremdeles løsning af mange opgaver. Eksempelvis kan næsten halvdelen af alle 4.-6. klasses elever i det sydlige Asien ikke læse avisen, og mere end halvdelen kan ikke regne. I Afrika syd for Sahara er det i dag kun en tredjedel af pigerne, der tager afgangseksamen fra folkeskolen.

 

Sådan anføres mange tal og mere eller mindre logisk gennemtænkte synspunkter. Hvad enten man nu fokuserer på kosmetikindustrien (som bogen pudsigt kalder 'skønhedsindustrien'), vores kostvaner, den digitale teknologi, forskelsbehandling mellem mænd og kvinder eller børns vilkår. Men det kan ikke modsiges, hvad Mogens Lykketoft siger i denne bog: I FN taler man ofte for meget og handler for lidt!

 

Det forsømte arabiske forår

 

9788702207699

 

Rasmus Alenius Boserup: Efter foråret - forandringer i arabisk politik, 192 sider, Gyldendal

 

Det er værd at læse cand. mag. Rasmus Boserup som én af Danmarks velorienterede og velformulerede Mellemøst-eksperter. Som arabisk-kyndig tidligere direktør for Dansk-Egyptisk Dialoginstitut i Cairo og seniorforsker ved DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier) har han særlige forudsætninger for at analysere Mellemøstens"tabte" revolution. Hans facit er mistrøstigt, samlet som det - kortfattet - er: Staterne veksler mellem despoter og terrorister.

Dog mener han, at store dele af de arabiske landes befolkninger fortsat ønsker og sætter deres lid til forandringer bort fra militært understøttede diktaturer. Hovedvægten ligger naturligt på Egypten, som Alenius er særdeles fortrolig med. Udviklingen her - fra Morsi til Sisi - har unægtelig budt på nogle vældige kolbøtter, fra Det Arabiske Broderskabs kortvarige magtposition til folkemassernes frontalangreb på den magtarrogante Morsi, vedføjet domstolenes bitre fejder med ham.

 

Forf. vedkender sig selv den svaghed og de fordele, der efter hans mening ligger i at koncentrere sig overvældende på Egypten - sidstnævnte fordi konflikterne og udviklingstendenserne stammer delvis fra Egyten og har sat sine spor tydeligst dér. Alligevel havde læseren nok fået et bedre overblik over situationen, hvis Alenius havde medtaget lidt flere detaljerede oplysninger om de øvrige Mellemøststater, som har markeret sig i de senere års forsøg på opgør med tyranniske regimer: Tunesien, Libyen, Syrien fx.

Det bliver til en ret så detaljeret gennemgang af alle Egyptens viderværdigheder: Diktatoren Mubaraks fald og retssagen mod ham, de groteske massearrestationer af omkr. 20.000 egyptiske regimemodstandere, de fortsatte barbariske tortur i fængslerne, de 10.000 dødsfald i syriske fængsler efter 2011. Men der serveres også megen relevant statistik, så som at turistindustrien i Egypten fra 2014 til 2015 faldt med 46 pct. eller at Syriens bruttonationalprodukt faldt med 14,5 pct. årligt i perioden 2011-14 og med 16 pct. alene i 2015.

 

Om Gaddafi forstår man, at han mildest talt ikke var Libyen nogen særlig duelig politisk leder: Han afviklede over en ti-årig periode til dels landets egen hær, engagerede fremmede lejesoldater og oprettede i stedet en del bevæbnede borgerværn, der i dag synes at have udviklet sig til de mange lokale militser, som har medvirket stærkt til hvad man kunne kalde "en arabisk balkanisering": Militære grupper, som ikke er til sinds at anerkende autoriteten hos nogen af de tre regeringer, Libyen i forvejen er fragmenteret i.

 

Den blodige borgerkrig i Syrien kan i sagens natur ikke gives nogen fyldestgørende beskrivelse inden for en mindre bog, som vil beskrive hele "det revolutionære skibbrud" i Mellemøsten. I stedet vælger Boserup at pointere den som led i den rivalisering, der er udviklet mellem Iran, Saudi-Arabien og Qatar. Der er mange "mellemregninger" siden 2011, men i 2014 var Syrien iflg. en arabiske observatør blevet til et slags "epicenter" for Irans kamp om indflydelse i Mellemøsten - hvor det på den anden siden fandt både radikale sunnimuslimske jihadister, monarkister ved Den persiske Havbugt, Israel og USA. Irans støtte til Syriens regeringshær og den shiitiske Hizbollah-milits i Libanon er fortsat en realitet. Qatars og Saudi-Arabiens modstand mod Syriens Assad tippes til at give dem en geopolitisk gevinst.

 

Ruslands egentlige militære engagement i Syrien betegner Boserup som "et kvantespring" i den internationale støtte til Assad - muliggjort ved USA's reelle tilbagetrækning fra videre engagement i Mellemøstpolitikken. Rusland vendte dermed på en måde tilbage som verdens anden rigtig store magt - med andre ord en genoprettelse af "den bipolære verdensorden". Men - som den afgående amerikanske præsident Obama (sandsynligvis) ser det - så har Rusland hverken kapacitet eller penge til særlig længe at holde liv i sin syriske protegé.


 

Skæbner fra den ukrainsk-russiske front


 

9788740028348

 

 

Matilde Kimer: Krigen indeni, skæbnefortællinger fra revolutionen i Ukraine,320 sider, Politikens Forlag


Matilde Kimer har vundet et navn blandt uforfærdede kvindelige journalister, som bringer deres eget liv i fare for at rapportere fra én af verdens farlige magtopgør: Det i Ukraine. Ind imellem mange Ukraine-rejser, fuld af drama, har hun så fundet tid til at skrive denne bevægende reportage-bog, hvorigennem læseren et stykke tid kan følge enkelte ukraineres skæbne. Herved menneskeliggører, ja bevæger, hun og drager ligesom læseren tættere ind i det store, stadig verserende både politiske og militære opgør mellem russere og ukrainere.

Ligesom sin korrespondent-kollega Puk Damsgaard i Syrien har hun valgt at beskrive nogle udvalgte ukraineres tilværelse under de alvorlige, ind imellem farlige og konstant udfordrende situationer. Således følger man den ukrainske husmor Anya, hvis mand har et parfumefirma, under hendes udvikling til at blive at blive en skattet nødhjælper for unge kampberedte ukrainere, fast besluttet på at forsvare deres fædreland mod russisk aggression.

Men der fortælles også om den unge jurastuderende Bogdan, der indgår i en frivillig milits på fronten i Østukraine. Der blændes op for de mange funktioner bag fronten, som ikke mindst kvinderne varetager. Tilvejebringelse af forsyninger, husly, pleje af sårede m.m.m. Der skal skaffes penge, der skal købes stort ind, ligesom der skal indgås aftaler med tilforladelige leverandører. Matilde Kimer beskriver levende de mange opgaver, som skal løses - i en livlig stil, ofte med direkte tale.

 

Hun anvender en ærlig, personlig stil - og inddrager også læseren i de familiære gnidninger, der udløses på grund af hendes hyppige rejser til Ukraine. Hjemme i Danmark må ægtemanden og deres tre børn igen og igen undvære hende - og frygte for hendes skæbne. Matilde hører ikke til dem, der holder sig tilbage, hun vil ud til fronten og tale med soldaterne, og hun formår at levendegøre både kampene og det omfattende hjælpearbejde, der udfoldes for de sårede krigere. Det hele er ret så kompliceret, for det drejer sig jo om en borgerkrigslignende situation, hvor "storebror" Rusland - trods mange benægtelser og i bedste fald ulden tale - helt tydeligt understøtter separatisterne i Østukraine med mandskab og våben.

 

Forfatteren funderer selv over, hvad der får folk til at kæmpe, mens andre flygter. Som hun skriver: "Der er en stærk krigsmekanisme i at definere dem eller os. Det gør det nemmere at hade, nemmere at slå ihjel. Men de fleste i krig kæmper en vanskelig kamp i og med sig selv". Men det er jo ikke en almindelig frontkrig, dette her - det er en væbnet indsats for ukrænkeligheden af en ung nation, løsrevet fra fordums tiders Sovjetunionen, samtidig med et opgør med præsident Viktor Janukovitjs korrupte styre.


Matilde møder også nær krigszonen i Østukraine observatører fra OSCE - Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (som dannedes tilbage i 1975, red.). Som oftest kom disse folk først ud på slagmarken efter voldsomme overtrædelser af Minsk-aftalen, der sigter på en fredelig løsning af stridighederne. Efter forf.s erfaringer konkluderer OSCE-observatørerne aldrig hvem, der nu sidst har brudt freden med artilleri. Beklageligvis har nogen af Østukraines indbyggere den opfattelse, at OSCE udgør en slags fredsbevarende styrke.


Det var desværre ikke den eneste misforståelse eller falske opfattelse af situationen. Rusland har gjort sit ved at sprede løgne, så som at NATO skulle have bevæbnet de frivillige ukrainske militser. Tværtimod er ukrainerne dybt skuffede over, at Vesten gennem et helt års krig har nægtet at levere våben til Ukraine. Bestandig illustrerer Matilde Kimer de mange stærke følelser, aggressioner og forhåbninger, som knytter sig til en konflikt, der langt fra har fundet sin løsning. Ja, den er på en måde blevet en meget tydelig illustration af Putin-Ruslands stormagtsaspirationer, der har kuldkastet 1990'ernes forhåbninger om en egentlig tilnærmelse mellem Øst og Vest.


Den letlæste og velskrevne bog giver et meget levende indtryk af stort mod og stor offervilje hos det unge Ukraine - besindelsen på at forsvare en ung nation, som lider under pres fra sin mægtige russiske nabo.


 

Spændende indblik i kulturarvens retlige beskyttelse - nationalt og internationalt

 

 

Kulturarven_djoef.forlag

 

 

Ditlev Tamm: Kulturarven, 242 sider, Jurist- og Økonomforbundets Forlag

 

Krig og kriminalitet ødelægger og nedbryder vores kulturarv, men bestræbelserne på at imødegå dette er omfattende nu om dage. Denne bog bringer så for første gang på dansk en samlet fremstilling af af alle de regler, der gælder såvel i Danmark, som på det internationale plan, bl.a. gennem UNESCO, FN's særorganisation for undervisning, videnskab og kultur.

Det er en stor mundfuld, retshistorikeren, professor Ditlev Tamm, her håndterer, men han synes i besiddelse af en uendelig trang og evne til at formidle historisk-juridisk stof og dét på et særdeles kvalificeret niveau.Bogen bringer indledningsvis flytningen af det egyptiske Abu Simbel-tempel i erindring: Det var i 1960'erne, at det måtte flyttes på grund af konstruktionen af en stor dæmning ved Nilen. De store Ramses-figurer, som indgår i templet, skulle vel at mærke blive i Egypten - som så mange andre store som små historisk-kulturelle genstande, ligesom mindeværdige steder, det være sig på grund af historisk værdi eller særegen natur, skulle beskyttes gennem internationale aftaler. Det var i dette lys, at verden fik den UNESCO-konvention, som forbyder ulovlig import, eksport eller handel med genstande, der kan betragtes som kulturel bevaringsværdig ejendom.

 

Det er velkendt, at krige i stor stil har medvirket til at sprede kulturelt mindeværdige eller værdifulde genstande mellem staterne. Siden oldtiden var det anerkendt, at sejrende stater under plyndringer af fjender sikrede sig krigsbytte: Ja, man ydmygede bevidst fjenden ved tage hans skatte. Men under den amerikanske borgerkrig udformede en tysk-amerikansk jurist, der var rådgiver for præsident Lincoln, den såkaldte Lieber Code, om beskyttelse af kulturværdier, som burde bringes på afstand af krigen med henblik på at fastslå ejerskab efter krigen. Med Haag-konventionener af 1907 og 1954 knæsattes regler med forbud mod plyndring af erobrede byer og kulturværdier. Fredstraktaterne efter 1. Verdenskrig indeholdt flere bestemmelser om tilbagelevering af erobrede kulturgenstande.


Med UNESCO-konventionen af 1970 indførtes forbud mod ulovligt salg af kulturgenstande over grænser. Beskyttelsesbehovet voksede i takt med erkendelsen af, at også en del bygningsværker og byer indgik i, hvad der blev kaldt "verdensarven", altså værdier, som i princippet burde være umistelige, og som på en måde kan siges at tilhøre verdens borgere. Men det blev samtidig klart, at bevaringsopgaverne i mange tilfælde oversteg enkelte staters formåen. Verdensarven (eng. World Heritage) er imidlertid en dynamisk størrelse, der vokser år for år. I 2014 var der til UNESCO indskrevet 700 steder som kulturarv og 200 som naturarv. (Danmark til eks. Jellingestenene, Roskilde Domkirke og Kronborg).


Det hører med, at de oprindelige præmisser for at blive optaget på UNESCO-verdensarvlisten er blevet udvandet, efter at eksperter er blevet fortrængt af politikere, når der foretages indstillinger til den 21 mand store verdensarv-komité. Mange u-lande mangler ikke blot arkæologisk ekspertise, men også viden om, hvordan man håndterer turiststrømmen. Nedbrydning kommer således ikke kun fra muslimske krigere, som dem, der hærgede og ødelagde kulturværdier i Timbuktu i Mali, men også fra offentligt ansatte med manglende sans for alle aspekter af kulturbevaring. Også på europæisk plan - gennem Europarådet - er der vedtaget internationale aftaler af betydning for kulturen. Det må dog undre, at forf. henviser til "den universelle menneskerettighedserklæring af 1950" og "den europæiske menneskerettighedserklæring af 1952". Førstnævnte var af 1948, mens Europa fik en menneskerettighedskonvention i 1950.


Til alt dette kommer behovet for at bekæmpe kunsttyverier, hvor det er den såkaldte UNIDROIT-konvention af 1995, det drejer sig om. UNIDROIT er forkortelse for Det Internationale Institut for Privatrettens Enhed, som går helt tilbage til 1926. Bogen gør opmærksom på, at kunsttyverier i dag indtager en tredjeplads blandt verdens mest udbredte internationale forbrydelser - efter narko- og våbenhandel.


Danmark ratificerede de to konventioner så sent som i 2003 og 2010, og fra 1. januar 2016 har kulturarven i Danmark været sikret gennem en ajourført lov. Ditlev Tamms bog er suppleret med vægtige, historisk-juridisk solidt funderede indskud fra kompetente museumsfolk og andre eksperter. Stilen i bogen, rig på et imponerende antal historiske og juridiske informationer og relevant statistik, er sober og friholdt for sentimentalitet, måske bortset fra forfatterens græmmelse over nedrivninger fra nogle bygninger i Københavns bymidte, som måtte vige for uskønt, stilløst nybyggeri. En afskedssalut, kan man sige, lige inden man mættet med viden lukker bogen.


 

Slaveriets lange, barske historie


 

1695095_1478152674

 

 

Dick Harrison: Slaveriets historie, 458 sider, Informations Forlag


Slaveri påkalder sig væmmelse og afsky hos de fleste, der hører om det - måske også en anelse vantro. Eksisterer det virkelig stadigvæk? Eller er det i noget betragteligt omfang. Nuvel, læsere af GLOBAL vil vide, at ILO, FN's arbejdsorganisation opgør, at antallet af slaver i verden i dag andrager 21 mio., heri indregnet livegne bønder, tvangsarbejdere mv. Denne betydningsfulde bog, skrevet af den svenske historiker Dick Harrrison, tager imidlertid de helt dybe spadestik og medtager kun lidt om den helt aktuelle situation.


Men spændende er det at få belyst, hvordan begrebet antages at være opstået, og hvordan det i mange kulturer opstod, typisk var det krigsfanger, der blev de første med denne status. Der er langt fra oldtidens Mesopotamien, der omkr. 2000 f.v.t. opererede med både krigsfange- og gælds-slaver - og så til Internationalt Røde Kors' regler om krigsfangeudveksling i vor tid. Af den lange, rystende historie kan her kun fremdrages enkelte punkter. Der var trælle i de skandinaviske lande, der var korsarernes, datidens sørøveres, hærgen i Middelhavsområdet, der var en handel med de fanger de tog, som evt. kom fri ved betaling af løsepenge.

Der blev taget og holdt slaver i alle verdensdele, fx i Mali, der i middelalderen var en storstat, i Cambodja, hvor man holdt tempelslaver, i Kina, hvor fremmede dynastier i perioder tog kinesiske slaver, som således var krigsfanger i deres eget land. Velhavende familier købte sig slaver, undertiden skænkede kejseren en sejrrig general eller vigtige proselytter et større kontingent slaver. Mamelukkernes Egypten, det store muslimske sultanat med hovedsæde i Cairo, opererede med flere tusinde soldaterslaver. Mamelukkerne blev i 1516 besejret af en osmannerhær, men de toneangivende tyrkere fortsatte selv med et militærslaveri fra Konstantinopel.


Herefter blev det almindeligt for europæerne at hente deres slaver fra Afrika - via den iberiske halvø. Professor Harrison gør en digression i sin lange skildring - i virkeligheden en sammentrængt version af en trilogi, han tidligere forfattede - nemlig ved at beskrive de nærmere vilkår og omstændigheder for sukkerrørsdyrkning. Sukkerdyrkningen kan spores til den sydlige del af Asien, hvorfra planten i løbet af de første århundreder e.v.t. bredte sig til Den Persiske Havbugt og gennem muslimernes imperium til den iberiske halvø.


Hertil kom, at venetianerne importerede sukker fra i slutningen af 900-tallet. Herefter steg efterspørgslen på sukker kraftigt. Den daværende europæiske stormagt Portugal ekspanderede ud i Atlanterhavet, først til ubeboede øer, så som Madeira, der viste sig velegnet til dyrkning af sukkerrør. Da man ikke kunne lokke tilstrækkelig mange portugisere hertil, indledtes import af 'ufrie arbejdere' på sukkerplantagerne. Siden fulgte køb af afrikanske slaver i Vestafrika, som indledningsvis blev sat til at arbejde på De Kapverdiske øer og De Kanariske øer. Harrison gør opmærksom på, at den transatlantiske slavehandel, der siden udviklede sig, ikke var kommet i stand uden afrikanske kongers begær efter at sælge slaver mod at få guld.


Portugiserne nåede til Brasilien, spanierne lagde det meste af et øvrige Latinamerika under sig - begge anlagde sukkerplantager overalt, hvor det kunne lade sig gøre. Da indianerne, som typisk var jægere og samlere, ikke viste sig velegnede som sukkerarbejdere, udvikledes 'eksporten' af afrikanske slavearbejdere. Da Storbritannien også begyndte at sikre sig besiddelser i Latinamerika med sukkerdyrkning, blev dette land den største slavehandelsnation: Det transporterede imellem 1700 og 1800 1,9 mio. slaver over Atlanten. Mange tal i det store værk illustrerer de barbariske forhold: Slaverne hærgedes af sult og sygdomme, under karavanemarcher i Afrika på vej til kysten skønnes 25 pct. at være omkommet. Indtil slavehandelen mellem Afrika og Amerika endeligt blev afskaffet i 1870 nåede omkr. 9,5 mio. sorte afrikanere til Amerika.


Men der trivedes omfattende slaveri internt i Afrika, fx i Nigeria, på den arabiske halvø og i jernøsten, fx i Britisk Indien. Forf. anfører, at plantagesystemet endog voksede i anden halvdel af 1800-tallet. Fra Østafrika eksporteredes fx fortsat slaver til Mellemøsten, indtil briterne fik det forbudt kort før år 1900. Love med slaveriforbud satte sig imidlertid langsomt igennem, mange slaver fik ikke at vide, at de var blevet frie. Hertil kom, at gældsslaveri var udbredt i Indien. Undertiden også børneslaveri, nødvendiggjort af forældres gældsbyrde. Op i det 20. århundrede udvikledes nye, forfærdende former for slaveri, der blot kaldtes noget andet: Tvangsarbejdet i Nazi-Tysklands koncentrationslejre eller i Sovjetunionens berygtede arbejdslejre (GULAG), der tog livet af millioner af mennesker.


Opstod der særligt i Storbritannien folkelige bevægelser, som medvirkede til slavehandelens udryddelse, så affødte oprettelsen af Folkeforbundet, at den første internationale konvention med forbud mod slaveri blev vedtaget i 1926. Datidens kolonimagter fik afskaffet det indfødte (lokale) slaveri og tvangsarbejde i nogle af deres besiddelser således Sierra Leone og Bechuanaland (det nuv. Botswana) og Belgisk Congo. Særligt vedholdende har salg af kvinder og børn vist sig i Nigeria. Om Mauritanien oplyses, at det så sent som i 1981 havde omkr. 100.000 slaver, mens 300.000 befandt sig i en kategori af "halvfrie". Saudi-Arabien afskaffede formelt slavehandelen hos sig selv i 1962.


I Asien er det især i Indien, Pakistan, Bangladesh og Nepal, man fremdeles kan støde på gældsslaver. Forf. konkluderer, at det er umuligt at generalisere om de mange århundreders internationale slavehandel. Hvis man virkelig vil udrydde slaveriet som sådan, må krig og fattigdom afskaffes. Forf. finder det tragisk, at verdens lukker øjne og øren for slaveriets infamitet: Verdenssamfundets interesse for dette onde er ringe. Dermed har det dømt millioner af mennesker til et fortsat liv i ufrihed. Frem for at sætte sig på den moralsk høje hest burde han måske have drøftet de problemer fx FN kan have med at presse medlemsstater til at skabesamfundsforhold, som umuliggør slaveriet i det hele taget.

 

 

 

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail fnforbundet@fnforbundet.dk