April 2013

Juni 2013

August 2013

Oktober 2013

December 2013

Marts 2014

April 2014

Juni 2014

September 2014

December 2014

Marts 2015

Juni 2015

Oktober 2015

December 2015

Marts 2016

Juni 2016

September 2016

December 2016

Marts 2017

Juni 2017

Oktober 2017

December 2017

Henrik Døcker anmelder

 

Fortællinger fra FN's fødselsår - 1945

Ian Buruma: År Nul - En fortælling om 1945, 400 sider, Gyldendal

 

Hvordan så verden, og særlig Europa, ud, hvad tænkte og gjorde de mennesker, der var sluppet levende gennem 2. Verdenskrig i 1945? Dette store tema har den britisk-hollandske historiker og forfatter, professor Ian Buruma givet en beundringsværdig detaljeret og medrivende beskrivelse af.  Han baserer sig på hundreder af øjenvidneskildringer og afdækker såvel genopbygningsvilje som hævngerrighed blandt de mange følelser, efterkrigstidens mennesker var opfyldt af.

Men lad os indledningsvis sætte skarpt på den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, der i januar 1942 lancerede navnet De Forenede Nationer over for den britiske premierminister Winston Churchill, der var besøg hos ham i Det Hvide Hus i Washington. Fredsorganisationen voksede så at sige ud af den 26-staters krigsalliance, som var blevet til, efter at USA ved Japans angreb på Pearl Harbor i Stillehavet var blevet inddraget i 2. Verdenskrig.

Verden havde efter Roosevelts opfattelse brug for "en global New deal", en hentydning til det store sociale genopretningsprogram, præsidenten havde gennemført under 1930'ernes depression i USA. Lige inden Roosevelt i 1944 blev genvalgt for fjerde gang, var der diskret blevet holdt en konference om FN i et stateligt palæ ved navn Dumbarton Oaks i New York- bydelen Georgetown.

(Tjah, hvem vidste helt nøjagtigt, at Dumbarton Oaks ikke var en lokalitet?)

USA, Storbritannien, Kina og Sovjetunionen fandt bl.a. her frem til, at alle "fredselskende" stater skulle være medlemsberettigede til FN, angiveligt et udtryk, der appellerede til amerikanernes sentimentale side og tilfredsstillede Sovjet, som var hurtigt til at fordømme landets kritikere som "fredens fjender". En række lande måtte på den konto vente lidt med at blive optaget i FN.

Blandt mange interessante enkeltheder fortæller Buruma os, at det var den sydafrikanske premierminister Jan Smuts, der var ophavsmand til første version af de højtidelige ord: "Vi, De Forenede Nationers folk, er besluttede på, på ny at bekræfte troen på de fundamentale menneskerettigheder, på menneskets værdighed og værd, på lige rettigheder for mænd og kvinder, såvel som for små og store nationer" - men han får ikke med, at de indgår i præamblen til FN-pagten. Man fornemmer, at forfatterens essayistiske stil forleder ham til at forbigå en del præcise referencer.

Vigtigere er da også hans mange træffende iagttagelser. Så som, at den menneskelige elendighed efter krigen var så omfattende, at det næsten ikke giver mening at drage sammenligninger.

Tyskland måtte ikke alene kæmpe med sine egne borgere og hjemvendte soldater, men også over ti millioner tysktalende flygtninge fra Tjekkoslovakiet, Polen og Rumænien, som var blevet bortvist fra deres fædreland med de allierede sejrsmagters officielle godkendelse. Der var nød overalt.

I Tjekkoslovakiet blev det "hævnens time" for de tysktalende, ikke mindst dem, der boede i Sudeterlandet, som allerede før krigen var blevet indlemmet i Tyskland. Tusinder blev henrettet, mange andre chikaneret og generet på groveste vis. Andre steder i Europa og Asien hærgede regulær hungersnød, krigens ødelæggelser havde afskåret levnedsmiddelforsyninger. I Indokina døde over en million mennesker af sult. I Italien, som i krigens slutfase splittedes ved en partisanbevægelses væbnede modstand mod fascisterne, henrettede partisanerne, som var domineret af kommunisterne, titusinder, deraf mange uskyldige.

Blandt vældig mange nationale og lokale opgør, som Buruma beskriver på malende og rystende vis, er de i Tyskland måske nok så vedkommende at vide noget om. Der blev udarbejdet en såkaldt Fragebogen, et spørgeskema på 131 punkter, som enhver voksen tysker fik pligt til at udfylde. På den baggrund håbede de allierede at få hold på tilhørsforhold og holdninger hos tabermagtens befolkning, dvs. hvor mange af 23 mio. indbyggere, der kunne anses for skyldige eller uskyldige. Men få amerikanere kunne tysk, folk tøvede med at besvare spørgsmålene, medlemskab af nazipartiet bedømtes med tiden til ikke i sig selv at indebære skyld.

Hertil kom manglen på pletfri arbejdskraft, fx som skolelærere. Baden-Württembergs kulturminister Theodor Heuss - siden det frie Vesttysklands første præsident, (hvad Buruma ikke nævner) - skrev til den allierede militæradministration, at kun 10-15 pct. af de afskedigede personer nok havde været overbeviste nazister. Den såkaldte afnazificering blev af konservative tyskere opfattet som et socialistisk komplot. Det var i øvrigt så om så med ærlige svar.

Mange konfrontationer, retsopgør og forløb hører vi om fra et væld af stater. Til fulde forstår man, at dette at vinde freden er nok så brydsomt efter at have vundet krigen. Med så mange enkeltheder må man tilgive forfatteren nogle smuttere og unøjagtigheder. Hvad han kalder Atlanterhavschartret er retteligen Atlanterhavserklæringen (afgivet af Roosevelt og Churchill på det britiske flådefartøj Prince of Wales ud for New Foundland) i 1941, hvor de fire friheder (ytringsfrihed, religionsfrihed, frihed for nød og frihed for frygt) blev proklameret - regulære kernerettigheder i det kommenende katalog af menneskerettigheder (som først blev til i 1948 i FN-erklæringen om disse rettigheder). Ej heller var Georges Bidault fransk præsident, men ministerpræsident og udenrigsminister.

Men læs denne formidable bog om år nul for det positive fredsarbejde, FN kom til at stå for - i 70 året for dets tilblivelse.

 

Samtalebog om FN i dag

Anders Agner Pedersen: FN - Vores sidste, bedste håb, 134 sider, People's Press

 

Titlen på denne lille bog er dragende - ordene stammer fra den amerikanske John F. Kennedys indsættelsestale i 1961. Selv FN-entusiaster vil nok almindeligvis finde et så uforbeholdent tilsagn lige lovlig meget. Men titlen genspejler forfatterens uforbeholdne beundring for verdensorganisationens evne til at klare alverdens problemer.

Bogen består af 15 interviews med folk, der har eller har haft et tæt forhold til FN, eller som kan kaldes FN-eksperter. Hvert kapitel indledes med nogle bemærkninger fra forfatteren, hvorigennem der ligesom antydes forskellige temaer. Dispositionen er dog ikke særlig klar, der forekommer rigtig mange gentagelser samtidig med at vigtige dele af FN's virke er uomtalt.

Mogens Lykketoft pryder forsiden og "byder ballet op" ved at være objekt for første interview - aktualiteten er med andre ord i orden. Det er dog slående hvor mange almindeligheder, der her er refereret, noget der går igen i mange af de andre interviews. Forfatteren er så betaget af FN, at han bestandig lægger ud med positivt ladede spørgsmål. Hvordan skal fx Lykketoft - som nuværende formand for FN's Generalforsamling - kunne afvise, at FN er "vores sidste, bedste håb"?

Når Lykketoft dog tilføjer, at USA må spille med, og at FN i øvrigt skal blive bedre til at formidle sine succeshistorier, kan det kaldes selvfølgeligheder, som efter min mening snarere hører en avisartikel end en bog til. Bogen nævner dog intetsteds eksempler på de uomtalte succeshistorier. Forfatterens spørgsmål er ofte af debatterende art, hvor der ikke lægges op til præcise svar af oplysende art.

Bestandig kredser forf. om den amerikanske præsident Roosevelts 'vision' om skabelsen af FN, uanset at han døde 13 dage før organisationens stiftende generalforsamling, der indledtes 25. april 1945. Men det er da historisk interessant, at Roosevelt ikke var tilhænger af vetoret for Sikkerhedsrådets permanente medlemmer - det var den sovjetiske diktator Stalins ønske. Forholdet mellem disse to statsledere strejfes, men forklares ikke nærmere endsige konkret. At Den Kolde Krig "ikke var ideel" fra FN's synspunkt, som bogen anfører, turde være en underdrivelse.

Hvorfor Sovjetunionen i 1950 udøvede boykot af både Sikkerhedsrådet og Generalforsamlingen forklares ikke nærmere - blot hører vi, at det banede vej for en FN-indsats til fordel for det Sydkorea, som var angrebet af Nordkorea. Referencen er yderst kortfattet, og den sovjetiske modstand mod, at Taiwan dengang fortsat repræsenterede Kina i FN, forbigås.

Værre er det, at beskrivelsen af folkedrabet i Rwanda i 1994 er helt igennem misvisende. Det var hutuerne, landets største folkegruppe, som foretog massedrab på mindretallet, tutsierne, i et antal af 800.000. Forf. anfører fejlagtigt, at tutsierne myrdede hutuerne under en igangværende borgerkrig. Der var så heller ikke nogen borgerkrig. Der lægges op til en beretning om en FN-indsats i Mozambique som eksempel på en "overset succeshistorie", men der gives ingen konkrete oplysninger om, hvad det måtte gå ud på.

Et andet fokuspunkt for forfatteren er den svenske FN-generalsekretær Dag Hammarskjöld, der kun 56 år gammel omkom ved et flystyrt i det daværende Nordrhodesia i 1961. Gang på gang indflettes spørgsmål om Hammarskjöld, der nød stor anseelse, men i denne bog næsten forlenes med helgenglorie. Jeg savner lidt nærmere beskrivelse af Congo-konflikten, hvori Hammarskjöld ved sine farefulde Afrika-færd ville søge at mægle mellem stridende magtherrer i den nyligt selvstændige afrikanske stat.

Interessant er den sammenligning, den nuværende generalsekretær Ban Ki-moons talsmand foretager mellem sin chef og dennes forgænger Kofi Annan, hvilket skal søges forklaret i deres forskellige baggrund. Annan havde før generalsekretærtiden tilbragt det meste af sin professionelle tilværelse i selve FN-systemet og optrådte, som jeg udleder af teksten, mere diplomatisk i sin kritik af statsledere end Ban Ki-moon, der har vist sig mere slagkraftig og også som en bedre kommunikator end Annan.

Mange har i årevis ønsket en omstrukturering af Sikkerhedsrådet, så det er værd at vide, hvad en betydningsfuld dansk "insider" i FN-systemet, generaldirektør for FN i Geneve Michael Møller, mener om dette. Han fæstner sig ved, at rådet i manges øjne hverken er repræsentativt eller legitimt. Men øger man antallet af medlemmer (der fortiden er 15), bliver det ikke nemmere. Han går ind for et tokammersystem med regionale sikkerhedsråd, som kan tage sig af de løbende problemer, og et 'øverste' sikkerhedsråd, som klarer de tungere emner, særlig dem, der indebærer magtanvendelse.

Alt i alt er der tale om en bog, som er skrevet ud fra en voldsom, ja passioneret, tro på FN's undergørende virkning i et forsøg på gennem lange, snakkende interviews med ofte meget forudsigelige svar at overbevise læseren. Men meget af FN's vigtige arbejde, fx de fredsbevarende operationer eller indsatsen i udviklingslandene, lades uomtalt. De mange overordnede betragtninger og mangel på præcise informationer om personer og steder svækker helhedsindtrykket.

 

Flemming Rose gør status ti år efter Muhammed-tegningernes fremkomst

Flemming Rose: Hymne til friheden, 186 sider, Jyllands-Postens Forlag

 

I tiåret for Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-tegningerne er det rimeligt at spørge, om forståelsen af ytringsfrihedens betydning på nogen måde har flyttet sig i forhold til den begrænsning af den, enorme mængder af muslimske mennesker dengang mobiliserede? Dette spørgsmål får man dog ikke noget svar på i Flemming Roses nye bog - og måske lader det sig ikke rigtig besvare.

Generelt kredser bogen om forskellige holdninger til censur, opskræmt som befolkningerne i flere lande var efter hadinspirerede attentater, ikke mindst det mod det franske satire-tidsskrift Charlie Hebdo i Paris og det i København kort tid efter i begyndelsen af dette år. Rose har været flere år om at skrive denne opfølgningsbog, og nogle af hans grundlæggende synspunkter går igen fra hans fortræffelige tidligere bog Tavshedens tyranni - som sådan får man ind imellem fornemmelsen af noget deja vu.

Under et ophold i Paris har han ført indholdsrige samtaler med franske pressekolleger, herunder en tidligere redaktør af Charlie Hebdo, om ytringsfrihedens aktuelle vilkår. Det fremhæves herfra som noget nyt, at der fra borgere, og ikke fra staten, rejses krav om censur. Opmærksomheden henledes på stater, som forbyder nægtelse af holocaust eller omvendt at betegne osmannernes massedrab på armenierne som folkedrab. Rose er ikke ene om at være forarget over, at regeringer i kølvandet af Muhammed-tegningerne ligefrem opfordrede borgere til at undlade ytringer, som kan krænke mindretal.

Han gør opmærksom på, at en retsstat er karakteriseret ved at borgerne frit kan afgive deres meninger - under ansvar fra domstolene. Ifølge samfundskontrakten er det alene staten, der må bruge magt - følgelig er det et problem, når staten trods sit voldsmonopol ikke kan beskytte borgerne. Det er klart, at han kredser om muslimers undertiden voldelige udfald mod anderledes tænkende og ytrende.

Det er generelt gået den gale vej - Rose mener, at ytringer aldrig har været genstand for så megen regulering som i begyndelsen af det 21. århundrede. Nuvel, før 1849 havde vi lidt forenklet udtrykt slet ingen ytringsfrihed! Han vender tilbage til et vigtigt tema fra sin første bog: At skellet mellem ord og handling er helt afgørende for "en robust beskyttelse af ytringsfriheden". I diktaturer spærrer man folk inde på grund af deres ytringer. Det er ikke demokratier værdigt, og her kan man mellem linjerne læse, at fx muslimers ønske om særlig hensyntagen vedr. ytringer i forhold til islam er retsstaten fremmed.

Rose citerer en liberalt sindet egypter, en intellektuel ved navn Hamed Abdel-Samad, der finder  Jyllands-Postens og Charlie Hebdos Muhammed-tegninger som en "øjenåbner" for muslimer, der skulle kunne bringe dem ud af deres tvangsprægede og dogmatiske forhold til troen, en vej ud af tabuiseringen af Muhammed-kritik.

Forf. samler nogle af sine mange værdifulde refleksioner over ytringsfrihedsbegrebet ved henvisninger til nogle af de filosoffer, som gødede jordbunden for ytringsfriheden, nederlænderen Baruch Spinoza, franskmanden Benjamin Constant, englænderen John Stuart Mill. Mennesket er et selvstyrende individ, ingen politiker eller opinion bør have magt til at skjule holdninger og synspunkter for os med den begrundelse, at vi ikke magter at håndtere dem. "Ufri tale er for børn, fordi de endnu ikke besidder den moralske autonomi, der kendetegner voksne", fastslår forfatteren.

Og så tager han som i sin første bog begrebet tolerance op - det skabes af en politisk og juridisk ramme, der betyder, at man ikke griber ind over for meninger og synspunkter, som man hader,  forkaster og foragter. Tolerance er imidlertid ikke en fordring om at elske eller omfavne ens fjender og modstanders meninger - men alene et krav om at lade had komme til udtryk i ord, ikke i forbud og vold. Men i visse kredse er tolerance kommet til at betyde, at man undlader at fordømme de meninger, man ikke kan fordrage. Tolerance er lig med juridisk neutralitet.

I et multikulturelt samfund indebærer love mod hadefulde ytringer altså, at en gruppes normer påtvinges andre. Dette demokratiske problem håndterer USA ved at afvise at ekskludere (læs: forbyde) bestemte ytringer eller holdninger i det offentlige rum med henvisning til, at de skulle være hadefulde eller krænkende. Til forskel fra Europa optræder USA altså ikke som smagsdommer. Rose konkluderer, at ytringsfriheden og dens grænser nu og her er styret af en forestilling om at mennesket er svagt og sårbart. Mange nærer en dyb mistillid til friheden, fordi de mener, at flertallet ikke besidder den psykologiske og følelsesmæssige styrke til at håndtere et frit offentligt rum.

 

Rose slutter på en lidt pessimistisk tone, fordi han føler friheden er truet, idet rigtig mange mennesker foretrækker den sociale fred frem for den fulde frihed. Det er ikke totalitære regimer, der i dag truer os. Derfor skal vi "kultivere" friheden. Hvordan det så end skal gøres. Der er mange spændende og velovervejede tanker i bogen, men altså også en del, der - måske i en lidt anden form - forefandtes i Tavshedens tyranni. Temaet er vigtigt, men truslen mod det frie ord har ikke ændret sig væsentligt siden 2005.

 

Forsøg på at forstå Putins Rusland - og hans storrussiske drømme

Vibeke Sperling: Russernes drømme, 258 sider, Gyldendal

 

Journalist Vibeke Sperling hører til blandt vore ypperste Ruslands-eksperter, så det må anbefales at erfare, hvad hun har på hjerte, når hun begår en ny bog. Meget af den aggressive, antidemokratiske kurs, Rusland er slået ind på, skyldes præsident Vladimir Putin. Men hvad der kaldes den "selvmorderiske magtudøvelse", forsvinder ikke, blot hvis han fjernes fra magten. Der må en systemændring til.

Som Sperling ser det, er et nuværende Rusland tynget af "fantomsmerter efter Sovjetunionens fald". Kremls nye imperieambitioner har skabt myten om Vestens ydmygelse af sovjetstaten. Hun sætter bl.a. fokus på Krim og minder om, at 60 pct. af halvøens indbyggere er etniske russere, midlertid viste en opinionsundersøgelse, foretaget af International Republican Institute i 2013, at 23 pct. mente, at halvøen skulle tilbage til Rusland, i 2014 var tallet steget til 77 pct.

Men Putin har brugt Ukraine-krisen til at aflede opmærksomheden fra de egentlige økonomiske problemer. Bl.a. derfor vil Kreml fortsætte med at undergrave den ukrainske stat, men vil næppe risikere en militær offensiv. Forf. mener, at en af de store udfordringer for Vesten er at finde måder at respektere Ruslands legitime sikkerhedsinteresser på. Samtidig med, at hun indirekte påpeger Ruslands interesse i, at der aldrig stilles spørgsmål ved dets sikkerhedsinteresser - afviser hun imidlertid invasion i og chikane af både Georgien og Ukraine.

Forf. citerer fra et møde med Eduard Sjevardnadse, den tidl. Sovjetiske udenrigsminister og senere præsident i Georgien: USA handlede umodent, da det lod opstille et missilskjold og støttede Ukraines medlemskab af NATO. Den nu afdøde Sjevardnadse forudså imidlertid allerede i 2007 Ruslands ekspansionstrang, et århundrede langt fænomen.

Putins imperiedrømme er baseret på den traditionelle russiske opfattelse af at være et omringet offer.  Men Sperling gør med rette opmærksom på, at fremtrædende russiske intellektuelle er af en anden opfattelse. Jelena Bonner, enke efter den fremtrædende videnskabsmand og systemkritiker Andrej Sakharov, er blandt dem, der har reageret skarpt på Putins angreb på demokrati og ytringsfrihed.

Blandt Ruslands store problemer er, at det ikke har besindet sig på at være en nationalstat - og ikke længere et imperium. Der mangler også et retsopgør med Sovjetunionens forsyndelser. Som forf. Bemærker, er "sovjetnostalgien blevet grundigt filtret ind i den statsnationalisme, som Putin ønsker at fremme". Så selv om Sovjetunionen brød sammen, levede sovjetideologien videre i russiske hjerter.

Hvad det nuværende Rusland også har taget med fra Sovjetunionen er det såkaldte kleptokrati, så det i sig selv kan man ikke laste Putin for. Forf. påpeger, at demokrati og markedsøkonomi aldrig fik en reel chance, I efteråret 1991, lige efter det mislykkede KGB-ledede kup mod præsident Gorbatjov, var 4 milliarder $ fra Kommunistpartiets såkaldte ejendomsadministration allerede blevet overført til banker og organisationer, ledet af partiet.

Store summer var også for en tid skjult i udlandet. En lille gruppe mennesker blev vældig hurtigt umådelig rige, og Putin var, som Sperling detaljeret forklarer, ved hjælp af sine kontakter i KGB, som han havde arbejdet for i Tyskland, ferm til at knytte diverse kontakter og tilsvindle sig og sine store beløb. Forsøg på at bremse ham, ja få ham afskediget, i begyndelsen af 1990'erne, førte imidlertid ikke til noget. Offentlig ansatte og underverdenen tilsvindlede sig store summer, bedrev hvidvask og ulovlige valutatransaktioner.

 

Bogen slutter relativt pessimistisk: Kreml udsender bevidst modstridende og forvirrende signaler. Det vigtige ved en meddelelse er, at den internationalt nedbryder en tillid mellem mennesker, som er en forudsætning for, hvad forf. kalder "koordineret handling fra folkelige aktører". Men Vesten må erkende, at dets sanktioner ikke har påvirket Kreml i den ønskede retning, og at russerne som enkeltindivider ikke tror, at de kan ændre noget.

 

Tæt på en stribe cambodianeres uhyggelige minder fra De røde Khmerers blodbad

Eline Mørch Jensen: Elefantens blodige bug, 181 sider, Jensen & Dalgaard

 

De Røde Khmerers kortvarige og blodige rædselsregime 1975-79 er næppe beskrevet så fortættet, så nærværende som i Eline Mørch Jensens bog. Den danske journalist, som tillige er cand. mag.,  har rejst en del i Cambodja for ved samtaler med overlevende fra den Mao-inspirerede "bonderevolution" at samle materiale.

Det tør siges, at hun har fået noget ud af det! Det er dybt gribende at læse hendes mange portrætter, af bødler, af ofre, af et udsnit af de ubeskriveligt mange skæbner, da de forhærdede samfundsomstyrtere myrdede løs. Da nabostatens Vietnams soldater rykkede ind og gjorde en ende på rædslerne, skete det for befolkningen lige så uforståeligt, som da Khmer Rouge forlangte store dele af den cambodjanske befolkning bort fra byerne og ud på landet.

Vietnameserne var ikke umiddelbart populære - frygten for hvad der nu ville ske, sad forståeligt dybt i den cambodjanske befolkning. Forf. mangler i bogen lige at forklare, at det var de røde khmerers overgreb på de vietnamesere, der boede i Cambodja, som udløste den vietnamesiske intervention. Selv den dag i dag er megen viden om, hvad der egentlig skete, skjult for befolkningen.

Indtil 2009 indgik intet om rædselsårene i skolernes pensum. Selv fundet af mange massegrave rundt om i landet har ikke overtydet alle om, hvor frygtelige forholdene var. Tavshed om fortiden er også begrundet i, at bødler og ofre, eller disses familier, ikke sjældent lever side om side i dag. Mange cambodjanere blev som børn tvunget til at være spioner eller angivere.

Forfatteren har beskrevet en række cambodjanere i jeg-formen, som var det en antologi - og det er hun sluppet beundringsværdigt godt fra. Beretningerne virker autentiske. Det hører med som en vigtig forudsætning for at forstå, hvad der skete, at der var undertrykkelse under det pro-amerikanske styre, som de røde khmerer styrtede, og at amerikanerne på grund af bombardementer - som sideeffekt af Vietnamkrigen - var grundigt upopulære. Med et forslidt udtryk kom cambodjanerne fra asken i ilden, da Pol Pots røde Khmere massivt og voldeligt satte sig på samfundet.

Situationen i Cambodja i dag giver ikke anledning til optimisme - en ny lov begrænser således radikalt foreningsfriheden, både for cambodjanske og udenlandske sammenslutninger. Én af bogens talsmænd giver udtryk for, at han "begræder, at utopien kørte af sporet, fordi de, der skulle føre ideerne ud i livet, gik til i had og mistro... Angkor (den abstrakte pseudo-gud, som inkarnerede Khmer Rouge-budskabet. Red.) så alt, hørte alt og begik aldrig fejl... Vi har intet lært af fortiden under Khmer Rouge og årene derefter, selv ikke efter FN's nødhjælp og tilstedeværelse i landet frem til valget i 1998".

Han fortsætter: "Det kan godt være, at regeringen har bygget skoler og hospitaler, men de fattige har stadigvæk ikke råd til at bruge dem, ligesom skolelærerne ikke har råd til at undervise børnene, hvis ikke forældrene giver dem penge under bordet. Selv kører jeg taxi i stedet for at undervise, fordi jeg ikke kan forsørge min familie". Jeg er temmelig sikker på, at denne situation går igen i mange u-lande - selv har jeg hørt den "melodi" om for lave lærerlønninger fra andre u-lande.

Også denne bog opererer med begrebet "år nul" (1975). Faktisk var det en fransk munk, Francois Ponchaud, der levede i Cambodja under rædslerne, som i 1977, altså inden Pol Pot-styret faldt, som udgav en bog med titlen Cambodge année zero. Eline Mørch Jensen anfører - lidt overraskende - ingen kilder og derfor heller ingen reference til Ponchauds betydningsfulde bog.

Men først 40 år efter "år nul", det år Khmer Rouge tog magten, åbnede det internationale og FN-støttede tribunal til pådømmelse af de hovedansvarlige for massemyrderierne. Som tidligere berettet i Global har tribunalet (forkortet ECCC - Extraordinary Chambers in the Court of Cambodia) indtil nu kun dømt tre personer. Den første var Kaing Guek Eav, almindeligvis blot kaldet Duch, som var leder af det uhyggelige dødsfængsel Tuol Sleng i Cambodjas hovedstad Phnom Penh, hvor mindst 14.000 blev myrdet efter grusom tortur. Han fik 35 års fængsel, mens to andre Khmer Rouge topfolk, Noun Chea og Khieu Samphan, er idømt livsvarigt fængsel.

Forfatteren konkluderer, at det gik så frygtelig galt i Cambodja som følge af et sammenfald af omstændigheder som krig og stormagtsinteresser, kombineret med utilfredshed med landets militærregime, der styrede det feudale og klasseopdelte samfund med hård hånd, indtil Khmer-Rouge-magtovertagelsen i 1975. Cambodjanerne havde traditionelt bøjet nakken - for generaler, for kongefamilien, ja også for buddhistiske munke og autoritære lederskikkelser i øvrigt.

De røde khmerer anså risbonden for at være den oprindelige og rene cambodjaner i modsætning til den dekadente og vestligt orienterede byboer. De spillede på modsætningerne mellem land og by. De fattige uuddannede risbønder blev sat til at oplære byboerne i den ny form for tilværelse. Omverdenen forholdt sig lang tid tavs - det kneb reelt med at få den fornødne viden frem. Var Vietnam nok en slags "befrier" for Pol Pot-regimet, så var omverdenen (inkl. Danmark) mod denne intervention, og Khmer Rouge repræsenterede således landet i FN indtil 1990 (idet Khmer Rouge opretholdt en lille magtbastion i et hjørne af landet).

Men læs denne lille bog, som ud over de autentisk-virkende personlige beretninger giver god besked med den politiske historie.

 

Fredens farlige fjender

Jakob Sheikh: Danmarks børn i hellig krig, 568 sider, Lindhardt og Ringhof

 

Illusionen om den almægtige stat, som individet skal beskytte sig mod - fx ved brug af menneskerettighederne - har fået et grundskud med nutidens terrorisme, i vidt omfang drevet frem af frygtløse individer. Derfor må også FN beskæftige sig med privatpersoners deltagelse i terrorisme. Når kun omkr. 100 unge danske muslimer vides at været draget til Syrien eller Irak for at deltage i terrororganisationen IS' aktiviteter, lyder det ikke af meget. Men nok til at været bekymrende emne.

Jakob Sheikh har selv indvandrerbaggrund og har derfor som journalist haft særlige forudsætninger for at afdække personhistorier, der illustrerer de unge muslimers ønske om at drage [C1] i en religiøst begrundet krig, for ikke direkte at kalde det religionskrig, med stor udsigt til at sætte livet til. Men det er ikke lykkedes ham fuldt ud at afdække, hvorfor disse unge, der er opvokset i trygge danske miljøer, har ønsket helt at fornægte deres familie og deres fædreland.

Det er rystende så lidt disse unge véd om forholdene i de territorier, der er behersket af IS. De unge, der er blevet grebet af IS' kalifatidé, realiseringen af et islamisk "rige", som overhovedet ikke respekterer statsgrænser (særlig Syriens og Iraks) forekommer umulige at råbe op. Sheik følger en håndfuld af de unge mænd og beskriver med mange enkeltheder, hvordan de besøger danske moskeer og lader sig belære af muslimske trosfællers "belæringer".

Der er ingen modargumentation eller beskrivelse af de unge fanatikeres eventuelle anfægtelser. Ej heller noget - eller i bedste fald yderst lidt - om savn af familie. Sheikh bidrager imidlertid med vigtige oplysninger om forskellen mellem al-Qaeda og IS samt om arabiske staters loyalitetsforhold. Al-Qaeda's ledere fokuserede således på den fjerne fjende USA, men IS-lederen Abu Bakr al-Baghdadi lagde sig på sinde at have en større territorial base i Mellemøsten.

Hvordan det nærmere skulle foregå og rent faktisk er foregået, har det tyske ugeskrift Der Spiegel berettet om på basis af et lækket dokument, indeholdende den masterplan, som Baghdadis nære medarbejde Haji Bakr, havde udarbejdet. Under påskud af at oprette islamiske missionscentre skulle hverves ungemænd, der i realiteten skulle udspionere syriske og irakiske landsbyer. De fik besked på at indberette alt muligt om personer, der var homoseksuelle, kriminelle eller moralsk anfægtelige.

 

Som Sheikh beretter gik mange unge ihærdigt i gang med deres opgaver. Hvert af IS' provinsråd skulle have sig en emir eller kommandant, som havde til opgave at stå for mord, kidnapninger, snigskytter, kommunikation og kryptering. Det hele var baseret på frygt, og alle fik ordrer til at holdes øje med hinanden. Religionen anføres endog som noget sekundært. IS har ikke lagt vægt på at rekruttere civilbefolkningen i de erobrede områder, men har samlet alle de udenlandske krigere i en enhed. Dem fra Vesten har ikke haft militære kundskaber med sig - modsat fx tjetjenere og uzbekere, der er i besiddelse af kamperfaring.

For at grundfæste den frygt, der mere eller mindre holder sammen på IS-staten, eller de territorier, den har erobret, har Haji Bakr givet ordre til, at IS-folk altid bærer sorte masker. Det får dem til at se uhyggelige ud, og det medvirker til at sløre, hvor mange, eller rettere få, de er. Når en gruppe på 200 krigere dukker op ét sted og et lignende antal et andet sted, er det under de omstændigheder uklart, om det er de samme eller nogle andre.

Det er imponerende, hvor mange facetter af unge danske muslimers tilværelse Sheikh har fået med. Ikke mindst kommunikationen mellem én af de bortdragne og hans mor gør indtryk. Men beretningerne er langstrakte og har ret meget til fælles, ergo en tendens til næsten-gentagelser. Det hele er meget trist og til dels forudsigeligt. Der er praktisk taget intet om disse unge krigeres forhold til det andet køn, intet om anfægtelser.

 

Indtryk fra en dansk indvandrer-ghetto

Ahmad Mahoud: Sort land - fortællinger fra ghettoen, 190 sider, People's Press

 

Denne bogs forfatter beskriver ikke direkte den gruppe indvandrere, som med inspiration i muslimsk indoktrinering bliver fanatiske krigere i Mellemøsten, men mere det almindelige liv i et dansk indvandrermiljø. Som sådan er den værd at læse, fordi den giver det indblik bag kulisserne hos en gruppe nydanskere, flertallet af den danske befolkning har svært ved at forstå.

Mahmoud er selv en såkaldt "udbryder", der modsat sine søskende har fået en gedigen uddannelse -  han blev maskinmester og er i dag ansat hos Novo Nordisk. Det kostede megen møje at frigøre sig af det miljø, hans palæstinensiske forældre med rødder i Libanon, levede i. Et miljø, hvor omgang med danskere regnes for upassende, og hvor der hersker en meget autoritær stemning med familiefaderen som overhoved, der har ret til at kommandere med sine børn og svigerbørn - og gerne stikker en lussing, hvis de ikke makker ret.

Det er foruroligende at læse, at medlemmerne af sådanne parallel-samfund, som det forfatteren indgik i, generelt ikke ønsker at være danskere. Men de vil gerne have de samme rettigheder som danskerne, samtidig md at ønsker at dyrke deres religion med ret til særlig institutionsmad, tørklæder mv. Ahmad Mahmoud lægger ikke fingrene i mellem, når han karakteriserer indvandrermændenes kvindeundertrykkelse.

"De er bange for at miste kontrollen, magten og positionen som patriarkalske konger", skriver han.  Integrationen kan kun lykkes, hvis kvinderne uddannes, oplyses og i det hele taget gøres til selvstændige individer. Han mener, at denne mandschauvinistiske kultur alt for længe er blevet bekræftet af den altdominerende danske berøringsangst. Han gør ligeledes op med den forskelsbehandling, der finder sted ved ønske om skilsmisse.

Hvis en indvandrerkvinde vil skilles, betyder det ofte udstødelse af familien og afkald på børnene.

Modsat kan manden bare blive skilt ved tre gange at sige det. Det er sagt før: Kvindens grundlæggende menneskerettigheder er i disse samfund ikke-eksisterende. Det har været en lang proces før Mahmoud fik styrke til at fraflytte sin familie og virkelig stå på egne ben. Presset fra familien, herunder at opfylde faderens og ældre brødres mindste ønsker, lå længe tungt over ham.

Hyppige biblioteksbesøg var et lille åndehul, inden han simpelthen fik skaffet sig egen bolig.

Det er modigt af ham i denne bog at have klædt ghettotilværelsen af - i håbet om at andre af hans ligesindede vil indse nødvendigheden af at forkaste et livsmønster, som cementerer en ufrihed, der er det danske samfund så fremmed.

 

Saudi-Arabiens særlige middel mod uefterrettelige landsmænd

Raif Badawi: 1000 piskeslag fordi jeg siger hvad jeg tænker, 90 sider, Dansk PEN

 

Dansk PEN har ihærdigt gjort opmærksom på den unge saudi-araber Raif Badawis frygtelige skæbne. Som en modig blogger på det arabiske medie Al-Jazeera har han luftet en række højest utraditionelle synspunkter, der har virket som en rød klud på myndighederne i hans land. På basis af en tysk udgivelse har tre danske PEN-medlemmer redigeret denne lille bog med en række tekster fra Badawis blogs.

Han har tilladt sig den luksus at fremsætte selvstændige meninger og undsige det muslimske præsteskab, som sørger for, at befolkningerne ikke mindst i Mellemøsten holdes nede i uvidenhed. For ham er et teokratis vigtigste mission at dræbe enhver fornuft og drive masserne ud i dumhed. Den i dag 30-årige Badawi fik de første 50 piskeslag i januar 2015, men den ugentlige piskning, der skulle have påfulgt dette, er ikke indtruffet.  Man kan antage, at det internationale protestkor, ikke mindst fra PEN, har haft sin virkning.

Denne publikation er tilføjet forord af journalist Anders Jerichow og repræsentanter for komiteen for fængslede forfattere i PENs danske afdeling samt et indlæg fra vicegeneralsekretæren i Amnesty Internationals danske afdeling. Kuriøst er det, at Saudi-Arabien, der end ikke har undertegnet FN's Verdenserklæring om menneskerettighederne af 1948, dog har tiltrådt FN's antitorturkonvention af 1984. Det er dog absolut ikke enestående, at stater blæser på en folkeretlig forpligtelse, de endog selv har indgået.

Badawi blev anholdt i 2012. Hans hustru og tre små børn tog flugten og bor i dag i Canada. Hun kan med mellemrum føre korte telefonsamtaler med Raif, som klart nok er psykisk påvirket af nu tre års fængselsophold. De danske afdelinger af PEN og Amnesty demonstrerer hver torsdag ud for den saudi-arabiske ambassade i København for Badawis frigivelse.


[C1]

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail fnforbundet@fnforbundet.dk