April 2013

Juni 2013

August 2013

Oktober 2013

December 2013

Marts 2014

April 2014

Juni 2014

September 2014

December 2014

Marts 2015

Juni 2015

Oktober 2015

December 2015

Marts 2016

Juni 2016

September 2016

December 2016

Marts 2017

Juni 2017

Oktober 2017

December 2017

Henrik Døcker anmelder

 

Menneskerettighedernes aftryk på socialt arbejde

 

mrsocarbMenneskerettigheder i socialt arbejde, redigeret af Nell Rasmussen, 259 sider, Nyt Juridisk Forlag.

 

De internationale menneskerettighedskonventioners indvirkning på forskellige befolkningsgrupper i Danmark - fx børn, ældre, handicappede, psykiatriske patienter eller flygtninge - dét er temaet for denne bog, som rummer bidrag fra 15 sagkyndige, overvejende jurister. Et væld af regler og problemstillinger kommer under lup, og her kan kun et lille udpluk af alt dette blive behandlet. Regelkollision eller modstridende interesser er hyppigt

forekommende, så undertiden kan selv meget indsigtsfulde personer ikke give et klart svar på udfaldet af en endnu ikke stedfunden konflikt.

 

Lad os som eksempel tage barnet og FN's børnekonvention (er uheldigvis forkortet på forskellig vis i bogen). Bogen fastslår prægnant, at den ret til familieliv, forstået som omsorg fra forældrene, som konventionen knæsætter, ikke kan håndhæves ved domstolene. I det hele taget er det noget af en illusion, at et barn i sig selv har rettigheder, forstået som juridiske påtalerettigheder - professor Alf Ross talte i sin tid om, at barnet alene kunne kaldes et interessesubjekt og ikke et påtalesubjekt i en juridisk konflikt.

 

Efter børnekonventionen har staten en positiv forpligtelse til at forebygge overgreb over for barnet som led i at beskytte det, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har da også i flere sager (fra Storbritannien) gået i rette med en stat, der har svigtet her. På baggrund af flere oprørende danske sager om det offentliges tilsidesættelses af tilsynspligten er det vigtigt, som bogen anfører, at kommunerne, i medfør af en ny dansk lov fra maj 2013, forpligtes til tidligt at forebygge, opspore og behandle sager om overgreb på børn og unge.

 

I kapitlet om ældres rettigheder savner jeg nogle bemærkninger om diskrimination af ældre i forbindelse med afskedigelser fra offentlige stillinger, sådan som det har været tilfældet under større sparerunder herhjemme.

 

Tvangsindgreb over for psykiatriske patienter har alle dage været et ømtåleligt område. FN's handicapkonvention fastslår (i art.14), at "eksistensen af et handicap i intet tilfælde kan berettige frihedsberøvelse". Dvs. at frihedsberøvelse pga. bestemte handicap eller sygdomme strider mod konventionen. Hvis Danmark skal leve op til denne konventions krav, bør den danske psykiatrilov ophæves eller ændres radikalt, fastslår bogen. Institut for Menneskerettigheder har udtrykt sig i overensstemmelse hermed.

 

Bogens saglige grundtone med beskrivelse af mange principper og lovregler mv. brydes, da den når til det afsluttende kapitel om prostitueredes og handlede kvinders rettigheder. Den almindelige afsky for handel med mennesker kan ikke føre til, at denne forbrydelse eo ipso, dvs. i sig selv, er en menneskeretskrænkelse. Det er "god latin" i feministiske kredse, men i de situationer, hvor en stat har gjort, hvad der har været menneskeligt muligt for at optrevle en menneskehandel (typisk ganske indviklet, fordi den er foregået fra ét land til et andet), kan denne stat ikke siges at have krænket menneskeretten.

Der er grund til at fastslå, at der skal være et statsligt ansvar i forbindelse med en sådan krænkelse, altså at kun staten kan være krænkeren (staten er såkaldt pligtsubjekt), mens det krænkede individ er rettighedssubjekt. Aldrig så megen indsats i og uden for Europarådet og aldrig så megen enighed om, at menneskehandel er en grov straffelovsovertrædelse, kan umiddelbart gøre menneskehandel til udtryk for menneskeretsbrud. Menneskerettighederne er defineret i Europarådets og FN's konventioner; i nogle tilfælde kan man vel skyde menneskehandel ind under forbuddet mod slaveri. Men så må man gøre det. Velmenende mennesker kan ikke "opfinde" nye menneskerettigheder. Det må de lade politikerne og lovgiverne om.

 

Folkeretlige perspektiver i 100 året for Max Sørensens fødsel

 

max100Max Sørensen 100 år, redigeret af Jens Hartig Danielsen under medvirken af Jonas Christoffersen,

Peter Christensen & Steffen Ebdrup, 617 sider, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

 

Hvad skal gælde i folkeretten, når forskellige af dens regler tørner sammen - det er ét af flere vigtige emner i krydsfeltet mellem jura og politik, der tages op i den store mindebog for den betydelige danske retslærde Max Sørensen. Som juridisk professor, som medlem af både FN's og den europæiske menneskerettighedskommission, dommer ved den daværende EF-domstol samt folkeretsrådgiver for det danske udenrigsministerium spillede han i en lang årrække indtil sin død i 1981 en fremtrædende rolle i international retspleje.

 

Internationale domstoles afgørelser har fået en stigende betydning som retskilde for staternes internationale forpligtelser, dvs. for flere end de stater, der som parter i en sag, er direkte folkeretligt bundet. På den anden side må det, som bogen gør, pointeres, at folkeretten ikke er anerkendt retskilde i dansk ret. Dette noget formalistiske synspunkt skyldes, at folkeretlige regler efter mangeårig dansk retstradition ikke uden videre er bestanddele af dansk ret - det bliver de først gennem en særlig lov. (Det er bl.a. sket med den europæiske menneskerettighedskonvention).

 

Alligevel fortolkes de traktater, Danmark har tilsluttet sig, dog almindeligvis sådan, at vi overholder dem. Såkaldt universel jurisdiktion, dvs. at en stat griber juridisk ind i sager, der i og for sig ikke umiddelbart har noget med denne stat at gøre, er omtvistet og kun rigtig aktiveret af ganske få stater. Belgiens "aktivisme" via-à-vis Tchads tidligere diktator Hissen Habré - der nu i Senegal retsforfølges for tortur og drab i sin tid i sin hjemstat - er tidligere omtalt i GLOBAL. Over for pirater kan så at sige enhver stat gribe ind - det i den almindelige piratbekæmpelses navn beklagelige er, at ingen stater føler sig forpligtet til at gøre det, hvis ikke lige deres egne skibe er involveret i et bestemt tilfælde af pirateri.

 

Og selv om vi alle sammen måske mener, at piraterne bare skal have af grovfilen, så er det alligevel et spørgsmål, om et skibs besætning uden videre kan antages at være pirater og kan anholdes, når der - uden at en kapring har fundet sted - findes kapringsudstyr om bord? Nuvel, juristerne, som ikke nægter selv pirater grundlæggende rettigheder, har skævet til folkerettens ældre regler om slaveskibe. Besiddelse af "slaveudstyr" var nok til at retsforfølge folkene på et sådant skib i sin tid. Piraterne falder som sådan mere eller mindre i kategori med torturbødler og andre såkaldte "fjender af menneskeheden". Om piraterne så også kan/vil blive dømt afhænger af hvilken stat, de bringes ind til: I Seychellerne ja, men i Kenya og Mauritius næppe, fremgår det.

 

Der er masser af dissekering af andre spændende emner: Om frihedsberøvelse af selvmordstruede, folkerettens betydning for Ombudsmandens virke, udlændinge på tålt ophold i Danmark, Max Sørensens indsats ved nye paragraffer til den ændrede grundlov i 1953, betydningen af internationale domstoles afgørelser for efterfølgende sager osv. osv. Max Sørensen fik særlig betydning for oprettelse af studiet statskundskab (eng. political science), som højesteretsdommer Jens Peter Christensen nærmere forklarer. Denne nydannelse er tidligere af professor Erling Bjøl blevet betegnet som "en gøgeunge udruget af folkeret og historie". Max Sørensen opfattede med Christensens ord statskundskaben som "statsrettens empiriske søsterdisciplin".

 

Mange visdomsord og megen viden er nedlagt i dette betydningsfulde skrift, som kan kaldes posthumt festskrift til Max Sørensen.

 

En forsvindingsaffære i særklasse: Raoul Wallenberg

 

wallenbergIngrid Carlberg: Det står ett rum här och ventar på dig, 784 sider, Norstedts (Stockholm).

 

100-året for Raoul Wallenbergs fødsel i 2012 var anledningen til, at den svenske journalist og forfatter Ingrid Carlberg udgav denne, den hidtil mest omfattende levnedsbeskrivelse af den svenske diplomat og hans tragiske skæbne. Hun har vendt praktisk taget hver sten i den lange beretning om en rigmandssøn, der kom til at spille en enestående humanitær rolle i 2. Verdenskrigs tyskbesatte Ungarn - men fik en død, indhyllet i et storpolitisk væv af tåge og løgne.

 

I måske lovlig mange detaljer følger man Wallenbergs opvækst som ætling af den stenrige Wallenberg-familie, hvordan han introduceredes til en international forretningskarriere, sendtes rundt i verden - og dog ikke rigtig fik formet sit liv. En vis eks- og importvirksomhed, bl.a. med ungarere som kunder blev det til - og disse kontakter motiverede, at han i 1944 fik en særlig opgave af det svenske udenrigsministerium.

 

Amerikanske jødiske kredse lagde pres på Sverige som neutral magt i et forsøg på at undsætte de tusinder af ungarske jøder, som var i fare for at blive sendt til nazistiske koncentrationslejre. Det førte til, at Wallenberg i særlig mission, og i realiteten finansieret af USA, blev sendt til Budapest for at slutte sig til staben ved det derværende svenske gesandtskab. Hans superenergiske indsats med udstedelse af såkaldte beskyttelsespas til tusinder af dødstruede jøder er velkendt. Carlsbergs udredning af hans forsvinden i begyndelsen af 1945 og Sovjetunionens ansvar herfor er nok så interessant med de mange nye detaljeinformationer herom.

 

I en alder af kun 35 år frelste han et meget betydeligt antal mennesker for transport til dødslejrene, men da Sovjetunionen rykkede ind i den ungarske hovedstad, skiftede han fokus: Nu gjaldt det humanitær hjælp til de sultende menneskemasser. Uden viden om russisk mentalitet eller om sovjetstatens helt igennem brutale og menneskefjendske grundholdning, opsøgte han den øverstkommanderende for Den Røde Hær i Budapest. Som en diplomatkollega beskrev ham, var Wallenberg modig og idérig, når det gjaldt løsninger på et utal af problemer, krigen avlede. Lige så korrekt og kold han kunne være som forhandler, lige så varmhjertet var han over for krigens ofre.

 

Bogen dvæler ikke ved at henvendelsen til russerne var dumdristig. Men den viste sig at være fatal: Russerne havde ingen tiltro en så løjerlig person som denne svensker, idet de for det meste antog, at folk, som ikke kunne identificeres som "fjenden", sandsynligvis måtte være en slags spioner. I Moskva, hvor han så sendtes hen, blev han kastet i fængsel. I 1945 viste ingen ud over russerne imidlertid noget som helst om hans skæbne. Hvordan svensk diplomati af angst for at støde russerne totalt svigtede sin pligt til at kræve Wallenberg udleveret, optager en betydelig del af denne, meget vigtige bog.

 

Der var, skal det indrømmes, dengang i 1940'erne, mange dunkle punkter. Teoretisk kunne Wallenberg have været blevet bortført og likvideret af det pro-nazistiske ungarske pilekorps. Men det svenske udenrigsministerium valgte en meget forsigtig linje over for russerne. Dog mødtes den svenske Moskva-ambassadør i begyndelsen af 1945, da han skulle forlade landet for at overtage en anden diplomatpost, med selveste marskal Josef Stalin og spurgte rent ud om Wallenberg. Jamen, hvem var han da? spurgte den mægtige diktator. En diplomatisk udsending fra et neutralt land. "Men dem har vi da beordret beskyttet,"  lød svaret.

 

Denne bemærkning får ingen særlig kommentar i Carlbergs bog. Hun giver sig ikke af med at gisne - fx om det var et ærligt svar. I betragtning af hvor mange tusinde sovjetborgere, der uden videre forsvandt i GULAG, det uendelige hav af menneskenedbrydende lejre, fristes man til at betegne en enkel svenskers forsvinden som bare "én blandt mange". Ét er, at Wallenberg, antagelig som renhjertet humanitarist, blandt ryggesløse misantroper kom til kort, men var de svenske diplomater dengang også nærmest uvidende om Sovjetunionens gruvækkende massemyrderier af egne borgere - og totalt retsløse samfund?

 

Massivt pres fra Wallenbergs familie og direkte kontakt til Moskva siden da førte omsider i 1991 til en vished om, at han var død (antagelig blev han skudt) i Lubjanka-fængslet i Moskva i 1947, uden at Sovjetunionen officielt har berettet noget om en officielle årsag hertil.

 

Den voluminøse beretning kan læses som et kraftigt memento om ethvert lands pligt til at kere sig om egne borgeres skæbne i udlandet, om de ekstraordinære forpligtelser til handling, der stilles ved forsvindinger. Vel, nu om dage har vi menneskeretsbegrebet (i modsætning til i 1945/46), men den menneskelige ondskab trives desværre stadig i alt for mange lande. Trods FN, Europarådet og mange andre internationale sikkerhedsnet.

 

Meningstyranni eller debatkultur

runeHate speech - Fra hadetale til hadesyn, red. af Rune Engelbrecht Larsen, Jens Lohmann & Klaus Slavensky, 256 sider, Informations Forlag/Dansk PEN.

 

Man skal vare sin mund, lyder et gammelt ord.  Det er en anden måde at formulere budskabet fra denne bog, der opsummerer en del af den hadske tale, som forfatterne i en samlet front vender sig imod - hadfyldte ytringer mod grupper eller enkeltpersoner fra etniske eller religiøse grupper, af anden race end flertalsbefolkningen eller anden seksuel observans end den gængse.

 

Emnet er velkendt fra den offentlige debat, og der skal en god portion tålmodighed til at kæmpe sig gennem bogens 256 sider, fordi rigtig meget af det er velkendt. At nazismen vendte sig mod jøderne og flere andre grupper i datidens Tyskland, at romaerne bliver udsat for megen spot og spe i en hel stribe lande, hvor de er talrige, at kirkelige kredse i bl.a. USA nærmest hader homoseksuelle, at medlemmer af Dansk Folkeparti har overskredet grænser i deres udfald mod fx muslimer osv. osv.

 

Bogen lider efter min mening under en manglende systematik. Nok har bogen 14 forskellige forfattere, men de er alle sammen enige, og mange af dem skriver stort set om det samme: At for mange danskere mangler tolerance, et ord, jeg mærkelig nok dårligt har kunnet finde i teksterne.

Men der er ikke rigtig nogen juridisk eller psykologisk analyse af fænomenet: At danskere (i stor stil, forstås) generaliserer negativt om diverse befolkningsgrupper og særlig muslimerne. Desværre er der ikke nogen jurist blandt forfatterne.

 

Specialkonsulent Rikke Frank Jørgensen, Institut for Menneskerettigheder, giver imidlertid god orientering, når hun konstaterer, at beskyttelsen mod 'hadefuld tale' varierer internationalt, regionalt og nationalt. Som FN's Højkommissær for Menneskerettigheder ser det, nyder ytringsfriheden som udgangspunkt en høj grad af beskyttelse, dvs. at den kun i meget alvorlige og enkeltstående tilfælde kan begrænses. Men det bliver den notorisk ved forbuddet mod hadsk udfald, i tale som i skrift.

 

I en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Féret mod Belgien, blev det i 2009 fastslået, at Férets slogans som "Bekæmp islamiseringen af Belgien - send ikke-europæere hjem" med rette havde ført til en belgisk dom for (utilladelig) hadefuld tale og frakendelse af ret til at bestride en plads i parlamentet i ti år - det var ikke en krænkelse af hans ytringsfrihed efter den europæiske menneskerettighedskonvention. Igennem godt ti år - fra juni 2000 til april 2011 - blev der i Danmark afsagt 32 byretsdomme, otte landsretsdomme og én højesteretsdom, hvor tiltalte er blevet dømt efter den danske straffelovs § 266b - den, der hjemler fængselsstraf op til to år for den, der offentligt eller med forsæt fremsætter meninger, der håner eller truer folk pga. deres hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.

 

Vi får god besked om de særlige forhold i Sydafrika og Eks-Jugoslavien og en kort reference til Rwanda. Sidstnævnte kunne godt være behandlet lidt mere indgående, eftersom Det Internationale Straffetribunal endog domfældte rwandere for folkedrab ved den blotte tilskyndelse hertil gennem propagandataler i radioen. Orienteringen om USA er interessant, fordi dette land har evnet undgå særlig lovgivning om hadetale.

 

Bogen går overhovedet ikke ind på, hvad der kan være årsager til hadetale. Den giver som sådan ingen vejledning i, hvor den usynlige grænse går mellem en debatkultur (som vi fx kender i Danmark) og et meningstyranni, som med lethed stempler enhver med blandet forhold til udlændinge (eller visse grupper af udlændige) som racist. Et par anglicismer i bogen burde være undgået: International law betyder folkeret (og ikke 'international lov'), section (når det gælder en lov, fx en forfatning) paragraf (ikke sektion).

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail fnforbundet@fnforbundet.dk