April 2013

Juni 2013

August 2013

Oktober 2013

December 2013

Marts 2014

April 2014

Juni 2014

September 2014

December 2014

Marts 2015

Juni 2015

Oktober 2015

December 2015

Marts 2016

Juni 2016

September 2016

December 2016

Marts 2017

Juni 2017

Oktober 2017

December 2017

Henrik Døcker anmelder

 

Den lange saga om nedrustning og folkeret

 

kierulfJohn Kierulf: Nedrustning i et folkeretligt perspektiv, 271 sider, Jurist- og Økonomforbundet Forlag.

 

Det hele begyndte på en måde med forsøg på at organisere nedrustning. Altså dette med at få udformet aftaler til krigsforebyggelse, måske en domstol - og sågar en international organisation.

Juristen og diplomaten John Kierulf har med denne bog afhjulpet et savn af en samlet oversigt over, hvad man kunne kalde "det store spindelvæv" af nedrustningskonferencer og aftaler, indsat i en folkeretlig ramme. Et emne med mange detaljer, som forfatteren i kraft af sit arbejde i bl.a. Udenrigsministeriet og som delegeret til FN-Generalforsamlingens nedrustningsudvalg har en første klasses indsigt i.

 

FN's forløber, Folkeforbundet, indledte i 1932 verdens første internationale nedrustningskonference, som imidlertid led skibbrud, da Tyskland forlod den (og siden også Folkeforbundet), ivrig som dette land var for at opruste helt uden respekt i øvrigt for de rustningsbegrænsninger, Versailles-traktaten havde fastsat netop for Tyskland. Naturligt var det derfor - oven på 2. Verdenskrig - at FN's Sikkerhedsråd hurtigt efter sin dannelse (i 1947) nedsatte den første Kommission for nedrustning af Konventionelle Våbenbeholdninger, som så i 1952 simpelthen blev til FN's Nedrustningskommission.

 

Masseødelæggelsesvåben blev betegnelsen for ikke-konventionelle våben, der kan forårsage store, ukontrollerede tab og ødelæggelser, første gang brugt af den spanske general Francos tropper mod den basiske by Guernica [udt. Gerníka] under den spanske borgerkrig i 1937. Masseødelæggende er atomvåben, biologiske og kemiske våben samt disses fremføringsmidler (missiler). Spredt på ni lande findes der i alt 17.270 atomvåben i denne verden. Yderligere ca. 30 lande formodes i dag at have teknologisk kapacitet til at udvikle og fremstille atomvåben.

 

Ud over et imponerende opbud af facts om de mange aftaler og organisationer, herunder statistik, har forfatteren forsynet de 13 kapitler, bogen er inddelt i, med en lang række nyttige kommentarer.

Han anfører således, at der i dag - over 20 år efter ophøret af Den Kolde krig - ikke er behov for at opretholde en stor atom-afskrækkelseskapacitet i form af ca. 180 atombomber på baser i Belgien, Nederland, Tyrkiet og Tyskland, da der ikke nu er nogen reel russisk trussel mod Vesteuropa. De nye trusler kommer fra Mellemøsten. Man kunne i hvert fald nøjes med et mindre antal fx i Tyrkiet og Italien, hedder det.

 

Under en gennemgang af atomfrie zoner i verden, konstaterer Kierulf, at en sådan ikke har kunnet gennemføres i Mellemøsten på grund af Israels de facto-besiddelse af atomvåben. Nok er Norden (også de facto) en atomvåbenfri zone, men formelt skal den ikke være det, idet en sådan status - med forfatterens ord - ville have fjernet den fleksibilitet i den sikkerhedspolitiske handlefrihed, som Danmark siden 1957 har nydt godt af. Fravær af denne ville have udelukket os fra at blive forsvaret med atomvåben af andre nationer.

 

Men ét er at have atomvåben, noget andet at anvende dem - er det ikke iflg. FN forbudt? kan man spørge. Når brugen af de langt mindre ødelæggende konventionelle våben er forbudt som følge af 1980-konventionen om visse former for just disse våben, så må de langt mere ødelæggende a-våben vel også være det? Men staternes sikkerhedspolitik bygger, som forf. bemærker, ikke på logik, hvad der i øvrigt også afspejler sig i et responsum (en vejledende udtalelse) af 8.7.1996 fra Den Internationale Domstol i Haag. Så nej, der findes hverken i traktater eller i den folkeretlige sædvaneret et udtrykkeligt forbud mod brug af atomvåben.

 

Fremdeles bydes på en guldgrube af viden om biologiske, kemiske og radiologiske våben, håndvåben, lette våben, antipersonelminer og klyngebomber m.m.m. Selv den mest kræsne nysgerrighed vil blive tilfredsstillet her. Om droner, der også kan kaldes 'ubemandede luftfartøjer', oplyses det, at der i dag findes 50 forskellige typer, som produceres i 50 forskellige lande.

 

Hvis nogen skulle have haft opfattelse af, at NATO's forhold til Rusland inden den nuværende Ukraine/Krim-krise, var bare nogenlunde tilfredsstillende, kan de hos Kierulf hente stof til eftertanke: Siden 2007 har Rusland således ikke udvekslet oplysninger om antal, placeringer og flytninger af sine konventionelle våben og udstyr, således som ellers forudset i traktaten om konventionelle væbnede styrker i Europa (CFE).

 

Det er blevet begrundet med, at NATO-landene ikke har ratificeret en tilpasningsaftale under CFE, hvad disse magter  igen begrundede med manglende russisk troppetilbagetrækning fra Moldova (nærmere bestemt udbryderrepublikken Transdnjstr) og styrkereduktioner i Georgien. Som forf. anfører er Ruslands suspension folkeretsstridig, da CFE-traktaten ikke åbner mulighed for en sådan undtagelse.

 

Det er umuligt blot tilnærmelsesvis at komme ind på alle de emner, som bogen indeholder: Klynge- og fragmentationsbomber, anti-personelminer, våbenhandel, eksportkontrol, brug af de internationale domstole, minerydning og meget andet. Kierulf minder om et Lenin-citat, som USA's tidl. præsident Ronald Reagan yndede, og som på engelsk lyder: Trust but verify. Den danske version lød i almindelighed: Tillid er godt, kontrol er bedre, lidt anderledes end bogen gengiver.


Essensen er, at alle disse rustningstraktater (som andre internationale aftaler) bør kontrolleres, dvs. efterprøves f.s.a. deres efterlevelse. I diplomatfagsproget: Verificeres.

 

Man taler også om at monitorere. Og, ja, der er masser af problemer med dette, måske tydeligst eksemplificeret ved de vanskeligheder, inspektører fra IAEA (Det Internationale Atomenergiagentur) har mødt og aktuelt er konfronteret med i Iran. Tidligere var det Irak under Saddam Hussein. I den store informationsmængde serveres læseren også for overskuelige facts om Danmarks nedrustningspolitik, herunder indsatsen for at begrænse spredningen af atomvåben. Et oversigtsværk, holdt i mundret sprog, som på det varmeste må anbefales alle med interesse for ét af FN's nøgleområder, nedrustningsbestræbelserne.

 

Den totalitære islamisme - og en bodfærdig, omvendt "synder"

 

islamisme_en_orientalsk_totalitarisme-mehdi_mozaffari-24072263-3455431048-frntMehdi Mozaffari: Islamisme - en orientalsk totalitarisme, 312 sider, Informations Forlag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

akkariAhmed Akkari: Min afsked med islamismen, 452 sider, Berlingske Mediers Forlag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den iransk-fødte Mehdi Mozaffari kan rolig kaldes en international, intellektuel sværvægter. Den nu pensionerede statskundskabsprofessor fra Aarhus Universitet har med sin bog om islamismen som en orientalsk totalitarisme samlet en mængde vigtig viden, baseret på faglitteratur om emnet. Han konstaterer, at islamiske terrorister med deres afskyelige attentater fx i Moskva, i London eller Boston dog ikke har været i stand til at skabe kaos. Faren kommer derfra, hvor islamismen har sat sig på den egentlige politiske magt som fx i Iran.

 

Den "omvendte" superislamist Ahmed Akkari udgør med sin bog et helt ejendommeligt og mere eller mindre uventet supplement til Mozaffaris. Den unge eks-imam har foretaget en højest opsigtsvækkende omvendelse, sådan lidt à la tidligere kommunist-ekstremister, som blev klogere (Peter P. Rohde er et navn, der dukker op i erindringen). Det er sjældent, at en person af Akkaris støbning så åbent redegør for sin nye erkendelse og indrømmer bevidst at have ført ikke alene danske muslimer, men også fremtrædende udenlandske af slagsen bag lyset - folk, der dog hellere end gerne ville nedgøre traditionelt vestligt prægede, verdslige ideer. Han gav dem tidligere "ammunition" hertil i form af falske danske karikaturer og udtalelser, der cementerede opfattelsen af muslimerne i en offerrolle.

 

Ifølge Mozaffari var det den iranske shahs reformer, der i 1963 udløste folkeligt oprør i hans oprindelsesland Iran: Udstykninger, der reducerede store jordbesidderes og religiøse lederes ejendom og tilsidesatte Koranens fortrinsstilling samt kvindernes nyerhvervede ligestilling, avlede voldsomme protester. En ayatollah ved navn Khomeini eksponerede sig så meget, at han måtte drage i landflygtighed, men 15 år senere kom han sejrrig tilbage. Akkurat som den russiske kommunist Vladimir Lenin i 1917 vendte han hjem - hverken russerne eller iranerne vidste, at det værste (fortidens rædsler til trods) ikke lå bag dem, men foran dem!

 

Den første islamiske selvmordshandling fandt iflg. Mozaffari sted i Libanons hovedstad Beirut i 1983, da Hizbollah-bevægelsen kørte en lastbil fyldt med eksplosivt materiale ind i kasernebygningerne på franske og amerikanske baser dér, hvorved omkr. 300 europæiske soldater blev dræbt. Siden sprang både shia- og sunnimuslimske terrorgrupper op flere steder i Mellemøsten.

Den iranske revolution fra 1979 adskilte sig fra to andre mindeværdige, blodige revolutioner, den franske i 1789 og den russiske i 1917, som var sekulære (verdsligt baserede) og i det mindste med et menneskeligt fremtidshåb - den iranske påpegede hverken universelle værdier eller økonomiske, sociale, kulturelle eller politiske fremskridt.

 

Mozaffari har i Koranen intet belæg fundet for en muslimsk ytringsfrihed - denne hellige bog repræsenterer eksplicit "det sidste ord", såvel som Muhammed er den sidste profet. I islam er retfærdighed ikke organisk forbundet med frihed, påpeger han, den findes i, hvad der kaldes "Guds lov". Som vi (ikke-muslimer) ser det, er det ikke Gud, men borgerne selv, der afgør retfærdighedens substans - helt fjernt fra islam, som ikke erkender et demokrati baseret på borgerrettigheder.

 

Alt dette er ikke nyt, men så at sige kvintessensen af den lærde multilinguale professors omfattende islam-studier. Den libanesisk-danske lærer Ahmed Akkari konkluderer i sin bog, at religiøse og politiserede ideologier ikke må få plads til langsomt at erstatte frihed med ensretning og tyranni. Hans bog, skrevet sammen med BT-journalisten Martin Kiær Jensen, blotlægger - med bogens undertitel - 'Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark'- al den falskhed og demagogi, der lå bag.

 

Hans bog er allerede blevet omtalt og anmeldt vidt og bredt, så her skal blot anføres nogle få observationer. En enkel udlægning af Akkaris foranledning til offentligt at udbasunere sin "omvendelse" helt væk fra den islamisme, som han i 2005 fik pustet op til enorme dimensioner i Danmark, er den sociale deroute, han kom til at lide, da multiinteressen for Muhammed-tegningernes "krænkelseskraft" så at sige havde lagt sig. Akkari mistede sit arbejde og var i den danske befolkning ret beset ugleset.

 

Som søn af libanesisk flygtning, som havde fået asyl i Danmark og bopæl i Aalborg, blev Ahmed som ung grebet af islam. Da en gruppe islamdyrkende ligemænd fandt sig som ofre for en gigantkrænkelse ved offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, markerede han sig og blev bannerfører for internationale protester. Han var den eneste i det muslimske samfunds ledende lag, der kunne ordentlig dansk.

 

Hans egen splittelse mellem det Danmark, han var vokset op i, og den libanesiske hjemstavn, han flere gange opsøgte efter Muhammed-krisen, kom langsomt til at nære hans tvivl på den endegyldige sandhed, han angiveligt skulle kunne finde i islam. Hans forvirring blev ikke mindre af, at han ind imellem blev libanesisk gift og endog fik flere børn.

 

En tid som lærer i Grønland ikke mindst i selskab med en faglitteratur skærpede hans kritiske sans, så han i sin bog nu kan konstatere, at mange børn (altså blandt muslimerne) "uden at forstå det blev lagt i troens lænker", og at det for flere, der forsøgte at gøre sig fri blev "ødelæggende for resten af deres liv". Men den falskhed og manipulation, som flere islamiske grupper udfoldede, blev som årene gik, noget, han nu klart tager afstand fra. Som han anfører, må der iflg. folkeoplysningsloven hverken gives tilskud til egentlig gudsdyrkelse, forkyndelse eller agiterende foredrag i Danmark. Desuagtet var det det, der dag ud og dag ind ifølge Akkari foregik i enhver moské, han besøgte landet over.

 

Man kan da håbe, at Akkari aktivt vil medvirke til at styrke loyaliteten over for Danmarks demokratiske grundværdier foruden parlamentarismen "som modpol til autoritære tanker, som religion også kan være en kilde til", som han selv skriver. For "vi skal kræve, at de mennesker, der bor her i landet, yder et aktivt bidrag."

 

Chokerende facts om den internationale kokainhandel fra modig journalist

 

Roberto Saviano: ZeroZeroZero, 448 sider, Gyldendal.

 

Transnationale forbrydelser er vokset til et stadig større fænomen i takt med udviklingen af, hvad man kunne kalde den internationale infrastruktur på elektronikkens område. Den grundige efterforsker af den napolitanske Camorras meriter Roberto Saviano vandt ry for bogen og filmen "Gomorra" om dette syditalienske forbrydersyndikat. Nu er han aktuel med bog om den internationale kokainhandel, særlig i Sydamerika (Colombia og Mexico) og Syditalien.

 

Fokus er på Mexico, fordi det er her, ufattelige summer indtjenes ved kokainhandel. Et af denne handels karteller har kontrol over et areal på 650.000 kvadratkilometer og styrer den væsentlige del af handelen med og distributionen af kokain, også fra Colombia, i USA. Det er kun muligt i kraft af omfattende bestikkelse af myndighedspersoner, iflg. Saviano noget, der koster kartellerne 5 mio. $ om måneden.

Saviano, der siden sin bestsellerbog om Camorraens kriminalitet i Napoli-området har måttet leve under konstant politibeskyttelse, er trængt dybt ind i den organiserede syditalienske kriminalitets internationale forgreninger i Latinamerika. Hvad nu Mexico angår, kan man spørge: Har den mexicanske regering ikke gjort noget ved det? Jovist, under den foregående præsident Felipe Calderón indsattes 6.500 mand fra forbundshæren i en delstat for at bekæmpe narkogangsteres voldsregimente, men siden hen blev det til mobilisering af hele 45.000 mand til bekæmpelse af narkohandelen.

 

For at forstå de vældige beløb, det drejer sig om, forklarer Saviano os, at et kg kokain i Colombia koster 1500 $, men i Mexico sælges for 12.-16.000 $, der bliver til 27.000$ i USA, 46.000 $ i Storbritannien… Det skønnes at Colombia producerer 60 pct. af verdens samlede kokainforbrug.

Med den intensitet, Saviano fortæller alt dette, kunne man tro, at han på en måde er fascineret af de vældige forbrydersyndikaters. Men nej, han tager kraftig afstand fra, at der i "den grænseløse handels og den kreative kapitalismes tidsalder stadig findes et land, der er så rigt på ressourcer samtidig med, at det underlagt en kriminel monokultur.

 

Det mistrøstige billede af verdenshandelen tilføjes den oplysning, at myndighederne ifølge egne udsagn kun evner at konfiskere op til 10 pct. af den kokain, der er bestemt for det europæiske marked. Af en undersøgelse foretaget af to økonomer ved Bogotás Universitet fremgår, at 97,4 pct. af indtægterne fra narkohandelen i Colombia systematisk bliver hvidvasket på bankkonti i USA og Europa gennem forskellige finansielle transaktioner. Det foregår via en række 'aktiepakker', hvor kontanter omsættes til elektroniske værdipapirer og sendes fra et ene land il det andet. Således skulle 352 mio. $ være blevet hvidvasket.

 

Hvorledes Saviano har tilegnet sig den omfattende viden om narkotika- og særlig kokainhandelen,

bringer bogen ikke noget om: ingen fodnoter og ingen kildeopgivelser. Vi må tro ham på hans ord, også når han hen imod afslutningen opruller et væld af eksempler på, hvordan kokainsendingerne er blevet camoufleret - i rammer til malerier, i Jomfru Maria-statuer, i dåser med blæksprutter, i kogebøger, blandt medicinsk udstyr til et jordskælvsramt område, i håret på to kvinder, i et parti parketgulve osv. osv.

 

Forfatteren er, som det allerede har fremgået af disse linjer, pessimistisk mht. myndighedernes indsats mod kokainhandelen. Thi kokain er - med forfatterens ord - frygtelig, ødelæggende, dødbringende energi. Uanset hvor mange mennesker, der bliver anholdt, synes det aldrig at være nok. Hvor forfærdeligt det end må forekomme, så kan en fuldkommen legalisering af stoffet måske være den eneste løsning. Kun sådan kan man standse de store profitter, mener han.

 

Men en legalisering vil efter Savianos mening ramme det, der er kokainens fødekilde: Loven om udbud og efterspørgsel. Men han tilføjer: Et uhyres vanvittige tale? Måske, måske ikke. Læseren er under alle omstændigheder åndeligt omtumlet efter at blive bragt ind i dette uhyrlige forbryderunivers, denne kyniske spekulation i enorme menneskemassers elendighed.

 

Nedslagtningen af armenierne begyndte lang tid før 1915

 

armenskeMatthias Bjørnlund: Det armenske folkedrab, 384 sider, Kristeligt Dagblads Forlag.

 

Tæt mod 100-året for Det Osmanniske Riges forfærdende massedrab på et betydeligt antal af dets armenske indbyggere er det passende endnu engang at fordybe sig i den skændselsgerning, som udspillede sig. Historikeren Matthias Bjørnlund har foretaget endog overordentlig grundige forstudier til denne bog, som virkelig - som undertitlen udtrykker - beretter 'fra begyndelsen til enden', altså på den armenske tragedie.

 

Med 16 siders kildeangivelser og 1114 fodnoter kan man forstå, at der er vendt mange sten, bl.a. har forfatteren fundet et stort antal samtidige kildeskrifter frem. Faktisk gøres der så meget ud af forhistorien, dvs. osmannernes grusomheder mod armenierne, begyndende allerede i 1890'erne, at der ligesom ikke bliver plads i bogen til at gøre noget ved eftertiden, dvs. den Tyrkiske Republiks stadige, for ikke at sige stædige afvisning af, hvad omverdenen og eftertiden siden har betegnet som folkedrabet på armenierne 1915. For slet ikke at tale den række lande, der har ligefrem har vedtaget straffeforanstaltninger over for folk, som benægter betegnelsen folkedrab.

 

Det er også forholdsvis kortfattet, at Bjørnlund går ind på folkedrabsbegrebet som sådan - det begreb, som først blev 'opfundet' til brug i folkeretten ca. 30 år efter Osmannerrigets delvise tilintetgørelse af armenierne. Trods vældig mange detaljer forklarer forf. heller ikke, hvordan de osmanniske myndigheder hele tiden kunne finde frem til armenierne, som boede spredt rundt blandt rigets muslimer. Det gav muligvis sig selv pga. forskel i klædedragt og andre skikke, men alligevel… Beklageligvis taler han også om 'international lov', den evig vildledende oversættelse af folkeretten, som i øvrigt i 1915 hverken havde regler om menneskerettigheder eller den humanitære folkeret, hvorunder folkedrab som krænkelse mestendels henhører.

 

Om sultanen i Konstantinopel havde udsendt en befaling om drab på armenierne, foreligger der intet, så dette med folkedrab er i bedste fald ikke juridisk underbygget. Var der ingen erklæret hensigt om at dræbe alle osmannerrigets armeniere, så er der - som allerede berettet i adskillige grundige skrifter, også på dansk - ingen tvivl om den kyniske klapjagt på armenierne, der blev drevet ud af deres huse og sendt på forfærdende dødsmarcher  sydpå til andre dele af riget. Man ville få "løst et armenske spørgsmål" - akkurat som Nazi-Tyskland små 20 år senere tog livtag med "det jødiske spørgsmål".

 

Parallellen til jøderne strejfes i bogen, men synes oplagt: Armenierne var ligesom jøderne driftige, ofte veluddannede folk, som efter alt at dømme har været omgærdet af en betydelig jalousi blandt de tyrkiske muslimer, akkurat som flere europæiske folkeslag (ikke kun tyskerne) misundte jøderne deres succeser. Glemt blev det, at der også var mange fattige blandt disse to mindretal. Det er behæftet med nogen usikkerhed hvor mange, der levede i Osmannerriget, men skønsmæssigt 40 mio., hvoraf fem-seks mio. var armeniere. Det lykkedes altså langt fra at udrydde dem alle, men der er ikke opgivet tal på de mange armeniere, der dengang flygtede ud af landet; i dag skønnes otte mio. armeniere at leve uden for den nuværende armenske stat (tidl. delstat i Sovjetunionen), som har tre mio. indb.

 

Snarere var det sådan, at tyrkiseringen dengang satte ind med stor styrke, således at andre sprog end den tyrkiske skulle 'elimineres', ligesom fremmedartede stednavne. Staten ville "homogenisere rigets etniske mindretal, den eksisterende semi-pluralisme skulle omformes til rendyrket tyrkisk nationalisme", som det udtrykkes. Den officielle propaganda var tyk med armensk-fjendtlige tilkendegivelser, hvor rygter om armeniernes 5. kolonne-virksomhed til fordel for fjenden Rusland under fraværet af en fri presse blev kædet sammen med vidtløftige konspirationsteorier.

 

Kampagnen mod armenierne indbefattede mange nedskydninger, men også indebrændinger, undertiden i kirker og decideret udsultning. En del armeniere fik tilbud om at bevare livet mod at lade sig omvende til islam, atter andre blev tvunget hertil, en del unge kvinder blev tvangsgiftet til muslimske mænd. Grækere og assyrere blev ligeledes fordrevet og omkom i stor stil pga. sygdomme og sult. Tyrkiet led flere nederlag i 1. Verdenskrigs første år, og armenierne var under evig mistanke for at holde med de kristne russere, ofte alene fordi armenierne også var kristne (om end apostolske i modsætning til de ortodokse russere).

 

Bjørnlund kommer med den væsentlige oplysning, at Tyrkiets økonomiske gevinst ved folkedrabet var betydelig for så vidt som al armensk ejendom og andre værdier kunne overføres til staten - penge som så blev brugt til at finansiere krigsførelsen, deportationerne og folkeflytningerne. Det betød noget, fordi landet var udmarvet som følge af krigen og store befolkningsgrupper sultede. Omverdenen protesterede mod massakrerne, men ikke så virkningsfuldt, at de stilnede af. Det beskedne retsopgør, Tyrkiet efterfølgende blev tvunget til at gennemføre, er uomtalt af Bjørnlund; det var da også kun en håndfuld mænd, som blev dømt.

 

Trods den norske humanist Fridtjof Nansens indsats som folkeforbundskommissær bl.a. også for at få genbosat mange fordrevne armeniere og skabe dem en lykkeligere fremtid, blev der kun opnået ganske få resultater - internationalt var der nok sympati, men ikke bevilget tilstrækkeligt med penge. Den største skuffelse for armenierne var dog, at de ikke, trods flere løfter herom. efter fredskonferencen i Versailles fik deres egen stat.

 

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail fnforbundet@fnforbundet.dk