April 2013

Juni 2013

August 2013

Oktober 2013

December 2013

Marts 2014

April 2014

Juni 2014

September 2014

December 2014

Marts 2015

Juni 2015

Oktober 2015

December 2015

Marts 2016

Juni 2016

September 2016

December 2016

Marts 2017

Juni 2017

Oktober 2017

December 2017

Henrik Døcker anmelder

 

Hvordan Palæstinas arabiske befolkning blev drevet på flugt i 1948

Pappe

Ilan Pappe: Den etniske udrensning af Palæstina, 329 sider, Klim

 

Den israelsk-fødte historiker Ilan Pappe er en modig mand. Thi denne bog dokumenterer med et overbevisende antal beviser, hvordan jødiske militante enheder, terrorbander og den egentlige jødiske hær Haganah med trusler og voldelige metoder fik drevet 800.000, eller 85 pct. af området Palæstinas daværende arabiske befolkning på flugt til Gaza og de omliggende arabiske lande Libanon, Irak og Jordan.

 

Pappe, der i en årrække var docent i statskundskab i Jaffa i Israel og siden 2007 har været professor i historie i Exeter, England, påpeger, at den nye stat Israels såkaldte "uafhængighedskrig" umiddelbart efter uafhængighedsproklamationen i 1948 ville være blevet kaldt etnisk udrensning, hvis den havde fundet sted i det 21. århundrede. Europas jøder, der havde lidt så ubeskriveligt under nazismens massemord, blev tilbudt det britiske mandatområde Palæstina, mens halvdelen af den daværende befolkning, araberne, i forfærdende omfang blev drevet ud.

 

Det var først langt senere, at verden accepterede udtrykket palæstinensere om disse mennesker. Ifølge Israels første ministerpræsident, David Ben-Gurion, var han tvunget til at foretage den (såkaldte) "tvungne forflyttelse" af araberne. Dette voldelige og ind imellem også blodige udfald, mod hvad vi i dag kalder palæstinenserne, medførte også ødelæggelse af 531 landsbyer. Briterne, der i mellemkrigsårene havde begrænset den jødiske indvandring til Israel for ikke at forrykke befolkningssammensætningen i arabernes disfavør, efterlod ved deres bortdragen som mandatmagt i 1948 et tomrum, som de mange indvandrede jøder hurtigt fyldte ud.

 

De zionistiske ledere, der under Ben-Gurion havde organiseret sig i den nye stat, som så at sige blev født ved en vedtagelse i FN's Generalforsamling, var klar over, at de politiske organisationer, som palæstinenserne havde haft fra mellemkrigstiden, var brudt sammen under krigen. Jøderne udgjorde dengang ifølge Pappe blot en tredjedel af befolkningen og ejede kun 11 pct. af jorden inden for det territorium, FN havde tiltænkt den jødiske stat..

 

Pappe har benyttet sig af et stort dokumentarisk materiale, som først er blevet frigivet i 1990'erne.

Han påviser herigennem, hvordan jøderne havde direkte kampplaner for mange arabisk-beboede områder. Allerede inden Israel var dannet som selvstændig stat i maj 1948 var 250.000 arabere med jødisk magt drevet ud af deres landsbyer, mens den såkaldte Arabiske Legion så passivt til. Magthaverne i det daværende Transjordanien havde deres territorialinteresser, som de mere eller mindre var blevet enige med jøderne om.

 

FN havde i november 1947 vedtaget en resolution, der opsplittede Palæstina i en jødisk og arabisk del, men organisationen blev af briterne hindret i fysisk at være til stede og overvåge det hele. Pappe skriver rent ud, at den jødiske myte om arabernes masseflugt, da Israel blev proklameret er punkteret - fordrivelsen var begyndt lang tidligere. Den svenske grev Bernadotte mæglingsforsøg - opfordring til vedtagelsen af en ny delingsplan og fastholden af, at flygtningene skulle kunne vende tilbage - blev afbrudt, da han i september blev myrdet af en jødisk terrorist.

 

Pappe vil gerne have os til at forstå, at jødernes fremfærd, deres nedslagtning af tusinder af arabere, mænd, kvinder og børn, i dag må betragtes som forbrydelser mod menneskeheden. Han har meget belæg for at Ben-Gurion fuldt bevidst førte sin hårde linje i 1947-48: Han kunne ikke få dannet en jødisk stat, der blot hvilede på et jødisk befolkningsflertal på 60 pct. Med vold blev palæstinensernes andel reduceret til 20 pct. Forfatteren har også udfordrende og skarpe observationer om nutidens Israel og de barske forhold, der bydes palæstinensere inden for Israelsk grænser.  Hans beretning er rig på overraskende, men væsentlige nye oplysninger.

 

 

 

Journalist-beretning om hvordan Østeuropa blev frit for diktatur

jan-jakob-floryan-2012-pladser-og-politik-bogJan Jakob Floryan: Pladser og politik - Øjenvidne til Østeuropas befrielse, 281 sider, Peter la Cours Forlag

 

Central- og Østeuropas frigørelse fra kommunistdiktaturerne satte det endelige punktum for 1900-tallet - dét man kan kalde 'rædslernes århundrede'. Denne proces - og dens umiddelbare fortid - bliver givet en fortættet fremstilling i journalist Jan Jakob Floryans bog "Pladser og politik", for det var på store pladser i de central- og østeuropæiske hovedstæder, at folket manifesterede deres opgør med magthaverne.

 

Forfatteren, der er cand. scient. pol. & art., var 1988-99 Danmarks Radios korrespondent i Berlin og Moskva og var ofte på farten i det østlige Europa. Med sin polske familie kom Florian ni år gammel til Danmark og havde dermed særlige sproglige forudsætninger for at beskæftige sig med den del af Europa, som er bogens tema. At fokusere på storbyernes pladser for ligesom at materialisere de folkelige rørelser er en god idé. Det er dog kun i beskedent omfang, at bogens illustrationer viser disse pladser.

 

Sovjetunionen karakteriseres af forf. som en stat, der hverken havde indre eller international legitimitet, og som savnede økonomisk eksistensgrundlag - denne stat "svævede som en amputeret legemsdel" i Europa. Floryan var i Moskva i 1991, da Boris Jeltsin som præsident for den russiske rådsrepublik gav Sovjetunionen de stød, der førte til dens sammenbrud. Vi hører om det mislykkede kup mod Sovjet-præsidenten Mikhail Gorbatjov og mindes om hans "udgangsbøn": At man "aldrig og under ingen omstændigheder skal give afkald på demokratiet". En mand, hvis egne reformer var løbet fra ham, som forf. noterer.

 

Mindeværdigt er også Østtysklands såkaldte fejring af 40 års dagen for oprettelsen af denne stat, dersteds altid kaldet DDR, hvor Floryan ligeledes var på pletten: Gorbatjov havde lige så lidt som den østtyske præsident Erik Honecker forestillet sig, hvad der ville ske dengang i 1989. Men den sovjetiske gæst var i det mindste ærlig, da han svarede på et spørgsmål, om situationen i Østtyskland var farlig? "Ikke i sammenlignet med vore vanskeligheder… det er farligt for dem, der ikke reagerer på livet", sagde han og tilføjede, at de, der tager impulser fra samfundet, ikke behøver at frygte livet…

 

Selv betegner Floryan et møde mellem den tyske forbundskansler Helmut Kohl og Gorbatjov i Moskva i 1990 som det mest dramatiske og betydningsfulde, han har overværet. Kohl erklærede sig som optimist, hvad angik en tysk genforening, og Gorbatjov supplerede: "Vi må udnytte denne historiske chance, så man ikke går fejl af hinanden". Den fredelige transformation af det kommunistiske rige til et Rusland, der gav slip på godt og vel en halv snes delstater (som så blev selvstændige) er blevet bemærket mange gange.

 

Floryan tager også læserne med til Kina, til Centralasien og nogle af disse nye stater. Overalt har han haft fordel af at kunne tale russisk - læserne kommer derved tæt på steder og personer. Man fodres med vigtige informationer, om end forf.s nærvær på de mange steder ikke ofte træder frem. Det ville have livet op, om Floryan havde gengivet bidder af nogle samtaler. Direkte tale er den lige vej til læseren. Nogle portrætfotos af de vigtigste politikere fra de beskrevne lande ville også have været en fordel.

 

Bogens litteraturliste er bemærkelsesværdig ved sammenblandet at angive både bøger og avis- eller tidsskriftartikler. Som helhed er det en spændende og indholdsrig beretning om ca. 15 år af det østlige Europas historie i en turbulent tid, hvor det aldeles ikke var givet, at omvæltningerne ville blive så fredelige. Overblikket er stort, informationsmængden rigelig.

 

 

Så tæt ved og så langt fra friheden - skæbner bag Jerntæppet

forside flugtrute østersøJesper Clemmensen: Flugtrute Østersøen, 368 sider, Gyldendal

 

Journalist Jesper Clemmensen har i denne bog afdækket det vældige drama, der afspilledes under østtyskeres forsøg på via Østersøen at nå friheden fra det diktatur, de levede under i DDR, officielt kaldet 'Den Tyske Demokratiske Republik'. De stilede mod Gedser Rev Fyrskib, men nogle af dem druknede, andre blev opbragt af østtyske patruljefartøjer. Med andre ord en flugt på liv og død.

 

Statistikken er forfærdende: Omkring 6000 forsøgte at flygte, over hvad der kaldtes "den usynlige mur", knap 1000 havde heldet med sig.

 

Forfatteren Jesper Clemmensen har haft adgang til arkiverne for STASI, det hemmelige politi i Østtyskland, og har gennem interviews med flygtninge, deres pårørende og hjælpere rekonstrueret en række flugter og flugtforsøg. Efter opførelsen af Berlinmuren i 1961 - et desperat forsøg på at dæmme op for den massive flugt af østtyske borgere til Vesten - blev det strafbart at forlade DDR.

"Republikflugt" blev straffet strengt, men alligevel forsøgte mange østtyskere at slippe ud.

 

Den groteske forskel mellem Østtysklands officielle bekendelse til menneskeretsoverholdelse, som knæsat i FN's konvention om de borgerlige og politiske rettigheder af 1966, blev særlig tydelig i 1975. Det var da præsident Erich Honecker bekræftede denne FN-forpligtelse ved tiltrædelse af Helsinki-slutakten - uden den ringeste hensigt om at overholde alt dette. I Clemmensens detaljerede og velunderbyggede skildring hører man om adskillige dristige østtyskere, som søgte at nå det danske fyrskib ved at svømme til det. Men i perioden 1961-76 blev der i Østersøen fundet op mod 30 lig - personer, som ikke klarede turen. Sandsynligvis var der langt flere, men det præcise antal kendes ikke.

 

Forfatterens afdækning af nogle af de heldige og de uheldige i dette store drama er bevægende læsning. Megen forstillelse og megen kynisme knytter sig til den onde tid, som østtyskerne måtte gennemleve. Jerntæppet var nemlig ingenlunde ubrydeligt: I perioden indtil det gik op omkr. 1990 blev nemlig 34.000 politiske fanger og 250.000 udrejsesøgende for et samlet løskøbsbeløb af 3,6 milliarder d-mark befordret vestpå - til friheden. Det østtyske diktatur var med andre ord til fals. Overvågningsstaten Østtyskland betjente sig af op mod 90.000 fastansatte til at overvåge borgerne, dvs. én pr. borger, men hertil kom 180.000 uofficielle meddelere.

 

Til slut blot et enkelt eksempel fra bogen: En far og hans to sønner forsøgte i 1986 pr. speedbåd at nå Gedser, men blev tvunget til at opgive, fordi en patruljebåd havde opdaget dem. Faderen fik to år og otte måneders fængsel, sønnerne kom på børnehjem. Heldigvis blev de frikøbt af Vesttyskland året efter. Men alle var ikke så heldige.

 

 

Ægtemand var gennem ti år sikkerhedspoliti-agent uden konens viden

knud-og-vera_196761Mikael Busch: Knud og Vera - et Stasi-drama, 347 sider, Peoples Press

 

Da Berlinmuren faldt, og Jerntæppet gik op i 1989/90, afsløredes megen råddenskab, som mange ikke havde haft fantasi til at forestille sig. En dansk lektor, Mikael Busch, har vendt næsten alle sten i det drama, som dengang åbenbaredes for den tyske kvinde Vera Wollenberger. Det var særligt chokerende for hende, eftersom hun havde været involveret i dissident-bevægelsen i republikken Østtyskland, officielt DDR.

 

Østtyskland satte formentlig rekord ved at have den, relativt set, største hemmelige tjeneste af alle de kommunistiske diktaturer. Der var nemlig en fuldtidsansat i efterretningstjenesten Stasi for hver 180 borgere. Til sammenligning gik der 595 borgere på en KGB-medarbejder i Sovjetunionen Og i det østtyske sikkerhedsministeriums arkiver var ikke færre end seks mio. borgere registreret, over en tredjedel af statens befolkning.

 

Det sovjetiske "imperiums" opløsning, præsident Mihail Gorbatjovs reformiver, lanceret gennem de russiske gloser glasnost og perestrojka, dvs. åbenhed og omstrukturering, er ofte blevet beskrevet såvel i dagspressen og mange bøger. Men i denne bog får vi det hele gennem en personskildring, som ikke kan undgå at gribe læseren. Vera Wollenberger var en modig aktivist, som blev grebet af den bølge af frihedstrang, som skyllede hen over jerntæppelandene.

 

Hun var således også stærkt med i den såkaldte Berufsverbotgruppe, der såmænd også omfattede hendes mand, Stasi-agenten! Begrebet Berufsverbot identificeres almindeligvis med de konsekvenser det fik for vesttyske borgere at have været medlem af det kommunistiske parti eller være tilknyttet venstre-ekstremistiske terror-formationer - nemlig ikke at kunne få arbejde i offentlig tjeneste.  Det var særlig slemt i DDR, eftersom der jo ikke var noget privat arbejdsmarked. En af Veras venner kunne således ikke få arbejde efter at være løsladt fra et østtysk fængsel.

 

Det forfærdende angiversamfund beskrives i mange enkeltheder, som forfatteren må beundres for at have gravet frem. Da den rædselsfulde sandhed går op for Vera - hun opsøger Stasi-arkivet, da det bliver offentligt tilgængeligt - kan det ikke undre, at hun straks begærer skilsmisse. Alt muligt af privat karakter havde ægtemanden Knud videregivet til sikkerhedspolitiet. Som hun senere beskrev det i sine erindringer: "Hvad jeg læste af gemenheder og det ondes banaliteter overgik min fatteevne…"

 

En vesterlændings afdækning af dagliglivet i Østtyskland

8702116281_stasilandAnna Funder: Stasiland - Scener bag muren, 342 sider, Gyldendal Pocket

 

Det siges, at beskrivelsen af et land bedst gives af en udlænding - og man tør sige, at denne bogs forfatter kom langvejsfra - nemlig fra Australien. Som tyskkyndig kom Anna Funder til Berlin og satte sig for at finde ud, hvordan livet egentlig formede sig for nogle af de mange angivere. Hun indrykkede simpelthen en annonce i en avis for at finde dem.

 

Det viste sig, at rigtig mange tidligere agenter hos Stasi godt ville lade munden løbe. Men det var (desværre) ikke, fordi de havde noget at angre. Det tvangssystem, som Sovjetunionen sænkede ned over den østlige del af 2. Verdenskrigs slagne Tyskland, benyttede sig af mange raffinerede måder til at få mange østtyskere ind i den kommunistiske arbejder- og bonderepublik DDR's hemmelige tjeneste. Man lokkede, man truede.

 

Hvis en person sad i fængsel, tilbød man løsladelse på betingelse af at blive stikker, ja, styret kastede endog folk i fængsel på falske anklager for så at løslade dem, når de havde indvilget i at blive informant. Forfatteren har på grundig vis afdækket enorme lag af den umenneskelighed, der gennemsyrede et samfund, som i kraft af sin relative økonomiske fremgang endog stod som et slags mønster for andre kommunistiske satellitstater.

 

Det er slående - som historikeren Klaus Dietmark Henke i bogen gør opmærksom på - at "den fredelige revolution" i 1989, kommunismens fald, som banede vej for Tyskland genforening, kan siges at være Tyskland eneste succesrige revolution. Her blev den individuelle og politiske frihed med ét gjort til en vigtigste værdi. Men forud var gået den onde tid, hvor Stasi ophobede sagsakter i en mængde på højde med antallet af offentlige tyske dokumenters siden middelalderen.

 

Anna Funders bog kan opfattes som en appel til alle, der, opslugt af FN's menneskerettigheder, og alt hvad dertil hører, har svært ved at udstrække tolerance til mennesker, som - vel vidende om eksistensen af disse menneskerettigheder - har været villige redskaber for et tyranni. En appel om at forsøge at forstå, hvordan mennesker generelt er et produkt af deres omgivelser, af opdragelse, af deres familie og ikke mindst af deres beskæftigelsesmuligheder i samfundet. Det socialistiske DDR, dét vi var nogle, der kun kaldte Østtyskland, havde officielt ingen arbejdsløshed, men regimet forstod at true "genstridige", potentielle eller reelle systemkritikere, på brødet.

 

Det var ingen overdrivelse at Østtyskland borgere kom fra asken i ilden - fra det nazistiske til det kommunistiske diktatur. Det er mageløst afdækket i Funders bog.

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail fnforbundet@fnforbundet.dk