Ildsjæle for verdensfreden hædres

FN-forbundet blev dannet i 1970, men vores rødder kan spores helt tilbage til 1882 og Nobels Fredsprismodtager Frederik Bajer. Sammen med hans hustru, Matilde Bajer, dedikerede parret deres liv til at skabe forandring til det bedre for de mange. Det hædres nu med en mindeplade.

 

 

Pressemeddelelse fra Andelsforeningen Pedersen Bøghs Gaard:

 

 

Mindeplade og gadereception for Fredrik og Matilde Bajer 21. september kl. 17, Korsgade 56, Nørrebro.

 

Andelsforeningen Pedersen Bøghs Gaard vil gerne huske historien og hædre ægteparret Bajer, som i dén grad dedikerede deres liv til at skabe forandring til det bedre for de mange. Derfor bliver der nu på Korsgade 56 Nørrebro sat en mindeplade op.

Andelsforeningen inviterer i anledningen til gadereception med lidt at drikke og spise fredag d. 21. september, kl. 17, hvor der vil være taler fra foreningen samt tale af Lisa Holmfjord forkvinde for Dansk Kvindesamfund og generalsekretær i FN-forbundet, Torleif Jonasson.

Korsgade 56 på Nørrebro er et historisk sted, her boede nemlig Fredrik og Matilde Bajer fra 1871 og til deres dages ende i hhv. 1922 og 1934.  De drømte og arbejdede hele livet for verdensfred, demokrati, lighed, retfærdighed, og kvindernes stemmeret. Ægteparret Bajer tog initiativ til at stifte dansk Kvindesamfund, hvor Matilde Bajer var den første forstanderske. Fredrik Bajer blev senere medlem af Folketinget, hvor han bl.a. var den første i Danmarkshistorien til at fremsætte lovforslag om at give valgret til kvinder.

Ægteparret Bajer deltog løbende i fredskongresser rundt om i Europa, hvor Fredrik og Matilde holdt taler om både kvindesag og pacifisme. Deres ægteskab var i den grad harmonisk og fasttømret. De var hinandens trofaste rådgivere og støtter, delte hinandens interesser, og havde en indbyrdes solidaritet for hinandens mærkesager. Fredrik Bajer var en af initiativtagerne til Det Internationale Fredsbureau, som han også blev præsident for.

I 1908 blev Fredrik Bajers livslange arbejde for fredssagen hædret med Nobels fredspris, som han hidtil er første og eneste dansker til at have modtaget. Fredrik Bajer fik prisen for at være "den mest fremtrædende fredsaktivist i Skandinavien og for at kombinere sit arbejde med Det Interparlamentariske Forbund med at være den første præsident for Det Internationale Fredsbureau".

Aviserne skrev: "Endelig er Nobels Fredspræmie delvis havnet i Korsgade hos Fredrik Bajer. At Bajer residerer i Korsgade, er lige så bekendt, som at kongen bor på Amalienborg. I 37 år - siden september 1871 - har vor berømte fredsveteran haft hjemme i den samme lille lejlighed, og de 70.000 kr., der i går dumpede ned i nummer 56, vil næppe bevæge ham til at skifte bopæl".

Men ægteparret Bajers engagement sluttede ikke med Nobelsfredspris. Da Matilde Bajer blev 90 år, blev det fejret med stor fødselsdagsfest hvor Matilde havde landets statsminister, Thorvald Stauning til bords. Stauning fastslog i sin hovedtale, at vel var 90 år en usædvanlig alder, men at det ikke var for alderens skyld, man ønskede at fejre fru Bajer. Det var hendes betydelige indsats i samfundslivet og hendes utrættelige kamp for høje idealer. Hun havde sammen med Fredrik Bajer levet et langt liv i uafbrudt arbejde på at fremme fredssagen, kvindernes ligeberettigelse og det skandinaviske samarbejde. "Deres vej var altid de lyse idealers vej. Den bør også være folkets vej", sluttede statsminister Stauning.

For yderligere information om arrangementet kontakt Marianne Bigum (Pedersen Bøghs Gaard) 31208217, manse@cybergal.com Find også arrangementet på Facebook.

FOTO: UNHCR

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

To høringssvar

Folketingets Finansudvalg har besluttet at nedsætte en parlamentarisk arbejdsgruppe om verdensmålene; FN-forbundet har indgivet et eget og et fælles høringssvar i regi af 92-gruppen og Globalt Fokus

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail fnforbundet@fnforbundet.dk